Hobro sørger for tysk strøm

Eurowind i Hobro har solgt fem store vindmøller i Tyskland til Energimidt. Privatfoto
Eurowind Energy, Hobro, har solgt fem store vindmøller i Nordtyskland til Energimidt. Anlægget er netop sat i drift. Anlægget ligger i Rossau, 140 kilometer sydøst for Hamborg.
Energimidt overtog driften af en vindmølleparken 31. oktober og de fem Vestas V112 3MW vindmøller kan producere 45 millioner kWh om året, svarende til 11.000 husstandes forbrug.
Tredje park
Vindmøllerne i Rossau er den midtjyske energivirksomheds tredje vindmøllepark, da man sidste år samt året før investerede i to parker i nærheden af Hobro. Desuden ejer og driver Energimidt solcelleparker i Spanien, Italien og Bulgarien.
- Vindmøllerne i Rossau er vigtige milepæle for EnergiMidt i bestræbelserne på at købe energiparker med henblik på egenproduktion af strøm, udtaler forretningschef Mikkel Abildtrup, Energimidt.
20 procent grøn energi
- Vi har stort fokus vedvarende energi og på det stigende behov for CO2-fri strøm. Med den ny park i drift råder vi nu over en produktionskapacitet på godt 52 MW vedvarende energi, der producerer strøm svarende til det årlige forbrug hos 20 procent af vore privatkunder.
På lang sigt, fortsætter Mikkel Abildtrup, vil vi være selvforsynende med grøn strøm. Selv om der stadig er et stykke vej, så er vi på nuværende tidspunkt foran planen.
Sikker indtægt
Finansieringen af møller i Rossau er sket i samarbejde med Ringkjøbing Landbobank. Ifølge Mikkel Abildtrup handler det om at lokalisere de rigtige projekter og få forhandlet optimale vilkår på plads.
- I Tyskland har vi kunnet få en god, fast tarif. Det betyder sikkerhed i forrentningen af investeringen og et fornuftigt afkast. Det betyder ikke, at vi udelukker fremtidige investeringer i vind i Danmark, tværtimod, for vi vil meget gerne investere yderligere i bæredygtige energiløsninger i Danmark, hvis de rigtige forretningsmæssige forudsætninger er til stede.
- Det blæser meget i Nordeuropa og der er masser af solskinstimer i middelhavsområdet. Derfor giver placeringen af vores vind- og solcelleparker rigtig god mening, og når vi samtidig via lokale tarifaftaler er i stand til at få projekterne til at give et fornuftigt afkast, slutter Mikkel Abildtrup.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.