Hobro vandt rodet snevejrstest
Midt i snevejret vandt Hobro med noget besvær årets anden træningskamp 2-0 mod FC Midtjyllands u19-hold
IKAST: Hobro var mandag taget til Ikast for at få oprejsning for lørdagens 0-3 nederlag til Esbjerg. Og dagens modstander, FC Midtjyllands u19-hold, så på papiret også ud til at blive en overkommelig opgave.
Nordjyderne måtte dog kæmpe lidt for det i et opgør, det blev præget meget af 90 minutters snevejr, men det blev alligevel til en 2-0 sejr.
Nordjyderne stillede stærkt fra start, hvor kun Anders Egholm manglede helt i truppen, mens Martin Thomsen og Quincy Antipas startede på bænken.
Bedst mulig vis
Opgøret åbnede på bedst mulig vis for Superliga-oprykkerne, da Emil Berggreen allerede efter et minut bragte udeholdet i front, da han efter Hobro-indkast nemt kunne score, mens et passivt FC Midtjylland-forsvar så til.
Midtvejs i halvlegen led Hobros offensiv et knæk, da selvsamme Emil Berggreen måtte udgå efter et slag på ribbenene og i stedet give plads til Dennis Høegh.
Herfra formåede udeholdet ikke rigtig at spille frem til nogen chancer samtidig med at u19-talenterne fra Midtjylland åd sig mere ind i kampen, dog uden at det fik afgørende betydning på måltavlen.
En rigtig træningskamp
- Jeg synes, det er lidt ærgerligt, vi ikke får mere ud af det spilovertag, vi har. Vi skal skabe flere chancer, end vi reelt gør, sagde cheftræner Jonas Dal efter kampen.
Anden halvleg startede nærmeste traditionen tro som et rent udskiftningshelvede. Det faktum samt det voldsomme snevejr satte sit tydelige præg på resten af kampen, hvor ingen af holdene rigtig fik styr på spillet. Det var da også endnu en fejl fra FCM’s side, der gav Dennis Høegh muligheden helt fri foran mål til at score til 2-0 og samtidig lukke opgøret.
- Det var sådan en rigtig træningskamp, hvor vi spiller mod et toptændt u19-hold. Vi fik ikke rigtig spillet til at køre, som vi gerne ville, men heldigvis så vandt vi alligevel, lød det fra kampens første målscorer, Emil Berggreen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.