Hobro vil stikke af i toppen
Thomas Thomasberg spår en chancefattig topkamp i Helsingør

Thomas Thomasberg har haft gang i taktikblokken forud for topkampen mod Helsingør. Arkivfoto: Andreas Falck
HELSINGØR:Der er tale om et regulært topbrag, når duksene fra Hobro søndag eftermiddag gæster Helsingør, der indtager 3.-pladsen i Nordic Bet Ligaen, syv point efter Hobro.
- Jeg ved godt, at de fleste vil betragte os som favoritter, men jeg ser det som en helt lige kamp mellem to meget formstærke hold, siger nordjydernes cheftræner, Thomas Thomasberg.
- De er virkelig solide og gode til at lukke af og har sat nogle vigtige mål ind i slutminutterne i de seneste kampe, så jeg forventer ikke, at det bliver en kamp med mange chancer.
Et uafgjort resultat ville måske ikke være det værste i verden med tanke på, at Hobro har lidt luft at give af i topstriden, men det er ikke noget, der fylder i tankerne inden kampen.
- Vi går selvfølgelig efter at vinde alle kampe og vil aldrig stille os tilfreds med en uafgjort på forhånd, siger cheftræneren, der øjner muligheden for at øge afstanden til 10 point ned til Helsingør på 3.-pladsen.
- Det er selvfølgelig en vigtig kamp i det henseende. Omvendt kan Helsingør mindske afstanden til fire point, hvis de vinder, så det bliver to hold med en masse motivation, der går på banen.
Kampen fløjtes i gang i Helsingør klokken 13:45.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.