Hobros A-kæde prøves af mod Tippeliga-hold
Sidste test inden forårspremieren - IK Start Kristiansand spiller mod to Hobro-hold
HOBRO: IK Start Kristiansand fra Norge er modstanderen, når Hobro IK lørdag 15. marts spiller sidste træningskamp inden 1. division starter op igen efter vinterpausen.
Først spiller Hobros A-hold klokken 13 mod Start Kristiansands førstehold, og klokken 15 er det reservernes tur til at møde hinanden.
Kampene spilles på idrætsanlægget ved IK Rosendal i Hobro.
Spilelementer skal forenes
I Hobros tidligere træningskampe i foråret har holdet til hver kamp haft fokus på forskellige områder. En kamp har det været højt genpres, i en anden kamp har det været hurtigt og direkte spil fremad banen, når bolden blev erobret og i en tredje var der fokus på, hvordan spillerne defensivt skulle placere sig.
- Nu skal vi have det hele til at fungere samlet, siger Hobro-træner, Jonas Dal.
Han forventer, at hans mandskab skal op imod et stærkt, norsk hold.
- Jeg tror, vi får rimelig hård modstand. Det er et Tippeliga-hold, og der er ikke så lang tid til, at deres turnering starter, siger Jonas dal.