"Høfder er hærværk"
Men kystdræn virker - og beviset ligger frit fremme i Gl. Skagen, siger Poul Jakobsen

Klitfremrykning øst for Solnedgangspladsen. Poul Jakobsen er sikker på, at det skyldes hans trykudligningsrør.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

SKAGEN:Grundejerforeningen for Gammel Skagen vil sikre kysten og klitlandskabet sydvest for byen med nye høfder. Samtidig skal de gamle høfder, der stikker ud fra strandbredden som sorte, glinsende fingre, repareres og forstærkes. Men kystsikringsprojektet dur ikke, hævder Poul Jakobsen, manden bag Skagen Innovation Center. - Høfder er hærværk, siger han, for de nedbryder kysten, - Så hvorfor vil Paul Kjær (formand for grundejerforeningen, red.) hente millioner hos sine medlemmer for at betale for noget, der ikke virker, spørger Poul Jakobsen. Han tilbyder i stedet at sikre kysten ved Gammel Skagen med sin egen metode - kystdræn med trykudligningsrør. Det kan gøres for en brøkdel af prisen for nye høfder. Men metoden er omstridt. Kystdirektoratet afviser den. - Men den virker, hævder Poul Jakobsen. Klitten rykker frem Beviset - et af flere - ligger ifølge ham lige uden for Paul Kjærs eget hus. Det vil Poul Jakobsen gerne, at flere skal vide. Derfor har han invitereret NORDJYSKE på strandtur. Poul Jakobsen byggede selv høfder sidst i 90'erne, og det var de iagttagelser og undersøgelser, han gjorde dengang, der gav stødet til, at han udviklede sin egen metode til kystsikring. Gammel Skagen var det første sted, der lagde kyst til hans eksperiment. Det foregik lige ud for grundejerformand Paul Kjærs hus. Derfor står vi på netop det sted en januardag i 2012 i regn og kuling fra vest. - Siden 90'erne er klitten rykket 25 meter frem, siger Paul Jakobsen. - Rørene er der stadig og de virker, selv om de nu står under flere meter sand. Og stranden er vokset, og hjelme gror i sandet, som er aflejret foran klitfoden. Anderledes ser der ud vest for Solnedgangspladsen, hvor havet har gnavet sig ind i klitterne. Her er rørene ifølge Poul Jakobsen ødelagt under udlægning af store sten som kystværn. Længere mod vest, mellem Gammel Skagen og det nedstyrtningstruede sommerhus Fellen, er skaderne på klitten endnu større. Her har der aldrig været trykudligningsrør. Poul Jakobsen har haft talrige fuldskalaforsøg med sin kystsikringsmetode og ifølge ham har metoden hver gang vist effekt. Men Kystdirektoratet er mere end skeptisk. Det er grundejerforeningens formand også. Paul Kjær har ganske vist bemærket, at stranden er blevet bredere ved hans hus. - Det skyldes aflejring af sand fra Højen Klit, siger han. Han tror ikke på, at Poul Jakobsens trykudligningsrør virker,. - Jeg har ikke forstand på kystsikring, men jeg tror tilvæksten kommer ved den naturlige materialevandring langs kysten, siger Paul Kjær. Han er ikke fristet af Paul Jakobsens tilbud at klare kystsikringen ud for Gammel Skagen for en slik. - Skagen Kommune sagde i 2006, at den ikke ville samarbejde med Poul Jakobsen. Derefter fik grundejerforeningen udarbejdet sit kystsikringsprojekt, som er i overensstemmelse med Kystdirektoratet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.