Høgene fik tæv i Herlev
Frederikshavn White Hawks skuffede onsdag aften og tabte 5-2 mod ligaens nummer syv, Herlev Eagles
HERLEV: Onsdag formiddag måtte ishockeyklubben Frederikshavn White Hawks sige farvel til NHL-spilleren Zack Smith, der i den sidste måned har optrådt for høgene på den nordjyske is. Han viste sig at være en stor spiller for holdet, da han først kom i gang, men onsdag aften måtte nordjyderne undvære den canadiske spiller i kampen mod Herlev, og det var ikke nogen succes.
Uden Zack Smith tabte topholdet White Hawks nemlig 5-2 mod ligaens nummer syv. Høgene var ellers inde i en god stime og havde inden opgøret vundet de seneste fire kampe.
Taktikken virkede ikke
I første periode kom nordjyderne bagud efter fem minutter, men allerede tre minutter senere udlignede Christopher Frederiksen til stillingen 1-1.
I anden periode bragte Herlev sig først på 2-1 og senere 3-1 efter 15 minutters spil, og denne gang formåede nordjyderne ikke at slå igen.
Først i tredje periodes tredje minut fik høgene skudt sig ind bag hjemmeholdets målmand, da Mads Bech Christensen reducerede til 3-2.
Værre blev det syv minutter senere, da Herlev igen fik scoret. Høgene valgte derefter at tage målmand Bryan Hogan ud og erstatte ham med en markspiller. Den taktik virkede dog ikke, og hjemmeholdet sluttede kampen af med en scoring det 58. minut.
Trods nederlaget fører Frederikshavn White Hawks stadig ligaen foran Aalborg Pirates på andenpladsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.