Sport

Høgene kom flyvende fra start

Frederikshavn White Hawks fik en god start på semifinaleserien mod Esbjerg Energy

Foto: Bente Poder
Foto: Bente Poder Bente Poder

Opdateret 10. maj 2022 kl. 16:43

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn White Hawks snuppede tirsdag aften det første af de fire stik, der er nødvendige, hvis vendelboerne skal i dette års DM-finaler i ishockey.

Hjemme i Scanel Hockey Arena vandt høgene den første af potentielt syv semifinaler mod de forsvarende mestre fra Esbjerg Energy, der blev sendt hjem med et 5-2-nederlag.

Høgene tog teten efter små seks minutters spil. To Esbjerg-udvisninger lige efter hinanden gav hjemmeholdet over et minut i fem mod tre, og den chance var Kristoffer Lauridsen ikke sen til at udnytte. Forwarden tog en god solotur forbi et par Esbjerg-spillere, før han lagde pucken forbi Nicolaj Henriksen i Esbjerg-målet.

Få sekunder senere var Esbjerg dog tæt på at svare omgående igen. Gæsterne var fortsat i undertal, men det forhindrede ikke Brock Nixon i at komme frem til en god mulighed, men han måtte se sit forsøg blive reddet af Thomas Lillie i hjemmeholdets mål. Få minutter efter var Lillie igen en god mand for Frederikshavn, da han med en god benparade afværgede et forsøg fra Jared Knight.

Esbjerg hjulpet i gang

I den modsatte ende var Nick Olesen tæt på at fordoble hjemmeholdets føring, men forwarden brændte tæt under mål.

I stedet for 2-0 blev det i stedet 1-1 efter godt 12 minutters spil. Frederikshavn White Hawks dummede sig ved at tabe pucken i egen zone, og det straffede gæsternes Sune Hjulmand på kontant vis, da han bankede udligningen i mål.

Derfra var hjemmeholdet dominerende perioden ud, men gode muligheder til Joachim Linnet og Marcus Olsson blev misbrugt, og derfor stod det 1-1 efter første periode.

Anden periode begyndte også med en stor chance til høgene, men i helt fri position bankede Joachim Linnet pucken forbi mål.

Endnu mere nærgående blev hjemmeholdet et par minutter senere. Sebastian Bergholt var millimeter fra at score, men måtte se sit forsøg prelle af på overliggeren.

Fortjent føringsmål

Vurderet på spil og chancer var det derfor helt rimeligt, at Frederikshavn bragte sig foran 2-1 små otte minutter inde i anden periode. Kaptajn Bretton Stamler lagde en puck ind foran mål, hvor en styring fuldstændig snød Esbjerg-målmand Nicolaj Henriksen. Igen var det Kristoffer Lauridsen, der havde sidste Frederikshavn-stav på.

Seks minutter senere kom Frederikshavn også på 3-1, og som det var tilfældet ved 1-0-scoringen, skete det i en overtalssituation. Hjemmeholdet fik flyttet godt rundt på gæsternes defensiv, inden Jeff Ulmer usvigeligt sikkert sendte pucken i mål.

Dermed var Esbjerg dog ikke slået, for der gik end ikke to minutter fra Frederikshavns 3-1-scoring, inden der var reduceret til 3-2. Ryan Martindale var først over en løs puck foran Frederikshavn-målet, og den chance kunne Esbjerg-forwarden nemt sende i mål.

Bedre disciplin

Frederikshavn White Hawks var det bedste hold i Scanel Hockey Arena tirsdag aften, og det skyldtes blandt andet, at hjemmeholdet var det mest disciplinerede. Frederikshavn-spillerne blev på isen, mens Esbjerg tog den ene udvisning efter den anden.

Det var således endnu en Esbjerg-udvisning, der var den indirekte årsag til, at hjemmeholdet kom foran 4-2. Marcus Olsson var manden bag aftenens tredje White Hawks-scoring i overtal, da han tæt under mål fik listet pucken uden om Nicolaj Henriksen.

Tredje periodes dramatiske højdepunkt indtraf små syv minutter før tid, da Frederikshavns Nick Olesen og Esbjergs Niklas Andersen kom i infight. Slagsmålet udviklede sig til, at begge spillere lod handskerne falde. Det kostede en game misconduct til hver, men episoden var ikke nok til at bringe hjemmeholdets føring i fare.

I stedet cementerede Kristoffer Lauridsen en helt fortjent White Hawks-sejr, da han fem minutter før tid scorede til 5-2.

De to hold mødes igen fredag i Esbjerg.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden