Natur

Højskoledage om Nationalpark Thy

Limfjordscentret og Thisted Museum har skabt et højskolekursus i samarbejde med Nationalpark Thy og Seniorhøjskolen Nørre Nissum.

Naturvejleder Søren Kiel Andersen, Limfjordscentret i Doverodde, har været en af drivkræfterne i at få lavet en højskoleuge med fokus på Nationalpark Thy. Han får også en rolle at spille som underviser i forløbet. Arkivfoto: Diana Holm
Naturvejleder Søren Kiel Andersen, Limfjordscentret i Doverodde, har været en af drivkræfterne i at få lavet en højskoleuge med fokus på Nationalpark Thy. Han får også en rolle at spille som underviser i forløbet. Arkivfoto: Diana Holm

"Store tanker og store vidder". Sådan lyder overskriften på en uges forårshøjskole, som Seniorhøjskolen i Nørre Nissum udbyder - med fokus på "den helt enestående natur og kultur, som kan opleves i Nationalpark Thy". Kurset finder sted i dagene 25. april til 1. maj, og selv om programmet i kursuskataloget er ret kortfattet, så er der 40, der har tilmeldt sig. Formidlingsnetværk Ideen opstod i en arbejdsgruppe under Nationalpark Thys formidlingsnetværk, som naturvejleder Søren Kiel Andersen fra Limfjordscentret i Doverodde deltager i sammen med Jytte Nielsen, leder af Museet for Thy og Vester Hanherred. Søren Kiel fortæller, at de to udviklede ideen og kontaktede seniorhøjskolen for at bede dem være tovholder, idet skolen jo i forvejen havde rammerne og kanalerne til markedsføring. Programmet for højskoleugen består af en blanding af foredrag og ekskursioner. Der vil være introduktion til Nationalpark Thy ved klitplantør Ib Nord Nielsen, oplæg fra arkæolog Charlotte Boje Andersen om "Thy gennem tiderne" og foredrag om "Flora, fauna og landskaber i Nationalpark Thy" ved Søren Kiel Andersen. Smag på Thy Ekskursionen "Fisk, dagligt brød og egnsspecialiteter" går til Lodbjerg Fyr, Klitmøller og Vorupør. Undervejs vil der blive fortalt om kulturhistorien (ved Mie Buus og Eva Røge Nielsen, Thisted Museum), og dagen sluttes med nationalparkplatte på Stenbjerg Kro. Der er yderligere to heldagsekskursioner - dels til Hanstholm-fæstningen, dels med vandreture til nogle af naturperlerne i området. Såvel Søren Kiel Andersen som Seniorhøjskolens egen naturvejleder Julietta P. Jensen medvirker. Andre af skolens egne lærere holder i løbet af ugen oplæg om Hanstholm-fæstningen, billedkunst i Thy samt litteratur og forfattere i Thy. Der er endnu ledige pladser til højskoleugen. Daghøjskole Søren Kiel Andersen fortæller, at der også er planer om at lave daghøjskole til efteråret. Limfjordscentret bidrager i første omgang med naturvejlederens arbejdstimer til pilotprojektet, som Søren Kiel har forhåbninger til som fremtidig indtægtskilde. - Formidling og underholdning er det, vi skal leve af i Thy fremover. Tænk, hvis vi kunne få lavet en højskole i Thy igen, drømmer han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden