Højskolens overlevelse

Hvert år tager 50.000 danskere på højskole. Men hvad får den nyslåede student til at kvitte jordomrejsen og i stedet bruge 50.000 kr. og sabbatåret på en højskole?

Og hvad er det, som appellerer lige så kraftigt til pensionisten? Jeg tror svaret bl.a. findes i højskolers evne til at få mennesker til at opdage og genopfinde sig selv. For i dette sociale rum med højt til loftet finder en mangfoldighed af holdninger og sociale erfaringer sammen i et fællesskab. Det er værd at opleve! Højskoler medvirker til at skabe sammenhæng i det danske samfund og er en stor gevinst for demokratiet. Det er kvaliteter, vi skal fastholde. Men højskoler kan andet og skal mere. Første skridt på vejen er en ny minister og en flytning fra Undervisningsministeriet til Kulturministeriet. Det kan synes som tilfældig kabalelægning, men er et bevidst valg fra regeringens side. Højskoler har nemlig altid gået på to ben: uddannelse og dannelse, og har i langt højere grad end det formelle uddannelsessystem været optaget af selve processen. Det skal vi blive bedre til at udnytte. Derudover er det oplagt at udfordre højskoler på, hvordan de tænkes ind som mulig løsning på aktuelle udfordringer uddannelses-, arbejdsmarkeds-, social-, integrations- og sundhedspolitisk. Uddannelsespolitisk kan man lade sig inspirere af succesfulde projekter. Eksempelvis en mentorordning for udsatte unge, hvor udvalgte højskoler og erhvervsskoler har arbejdet sammen om etablering af særlige højskoleophold. Disse tilbud har betydet, at en række unge, der tidligere blev sendt frem og tilbage mellem forskellige uddannelsesinstitutioner, nu bliver fastholdt i et afklarende uddannelsesforløb. Det er vigtigt at holde fast i, at højskoler ikke er eksamensskoler, for så går den almene og skabelsesorienterede dannelse tabt. I stedet skal højskoler bidrage med en virkelighedsnær uddannelse og bibringe andre kompetencer, som unge kan bruge i deres videre liv. Dermed bliver højskoler en vigtig aktør i den fleksible ungdomsuddannelse og samtidig tilgængelig for de grupper, der i dag ikke har råd til et højskoleophold. Arbejdsmarkedspolitisk har højskoler været bundet på hænder og fødder af den tidligere VK- regering, så hverken jobcentre eller kommuner har haft incitament til at bruge højskoler. En række unge, som ikke umiddelbart er i stand til at gennemføre en uddannelse, har i årevis været tvunget ud i meningsløse tilbud og virksomhedspraktik. 200.000 unge står i dag til ikke at få en uddannelse, og over 60.000 unge er arbejdsløse. For mig er der ingen tvivl om, at en stor del af de unge, som i dag er på kontanthjælp, vil kunne have gavn af et afklarende og uddannelsesforberedende forløb på en højskole. Men der er også en socialpolitisk og økonomisk gevinst ved at fokusere på de unges behov for at komme videre. Den selvtillid og det afsæt, de unge vil kunne få på en højskole, kan være med til at gøre dem til myndige, selvstændige mennesker, der kan tage ansvar for sig selv. Det er på tide med et opgør med de barrierer, som ikke mindst aktiveringsbestemmelserne udgør. Mange højskoler har i dag et internationalt miljø, og kulturmødet er en frugtbar kilde til større forståelse og udvikling. Som en helt naturlig del af den pakke, som flygtninge og indvandrere bør have tilbud om, kunne man med fordel tilbyde højskoleophold, hvor de kunne lære både det danske sprog, aktivt medborgerskab og dansk kultur. Endelig viser undersøgelser, at deltagelse i folkeoplysende tilbud medfører, at mennesker er mindre syge. Ikke mindst de mange ældre, der hvert år tager på højskole og møder andre, bliver oplyst og oplivet. Højskolers sociale og sundhedsmæssige værdi må derfor ikke underkendes. Socialdemokraterne kan ikke love de enkelte højskoler flere penge, men vi vil arbejde for en finansiering, der sikrer deres eksistens. Til gengæld forventer vi højskoler, der ser muligheder i de udfordringer det danske samfund står foran i disse år. Kun på den måde vil højskolen som institution forblive relevant og kunne udfylde sin uvurderlige rolle i samfundet.