Højt aktivitets- niveau i AKKC

Knap 500.000 gæstede Nordjyllands store møde, messe- og kultursted

Paul Simon trak fulde huse i Gigantium.
Paul Simon trak fulde huse i Gigantium.

For Aalborg Kongres & Kultur Center blev 2016 et utroligt aktivt år med hele 1.643 arrangementer indenfor centrets tre forretningsområder, hvor specielt kulturområdet har øget sit aktivitetsniveau fra 115 arrangementer i 2015 til 133 i 2016.

- Vi kan ikke være andet end tilfredse med årsresultatet, der viser, at vi ikke alene holder fast men også udbygger vores aktiviteter.

Det sker i et meget konkurrencepræget marked og den konkurrence skærpes sandsynligvis i 2017, hvor København endelig får sin Royal Arena og skal trække store navne, forudser Ernst Trillingsgaard, direktør i AKKC.

Besøgstallet er dalet lidt i forhold til forventet svingning fra 541.989 i 2015 til 462.071.

For AKKC er det helt normalt at besøgstallet har en svingning på omkring 50.000 gæster, hvilket hovedsageligt skyldes at nogle større messer som f.eks. DanFish International kun afholdes hvert andet år, samt at udbuddet af de større koncerter også varierer.

I 2016 har AKKC således kun haft en stor udendørs koncert med Santino i samarbejde med Skråen, hvorimod 2015 bød på to af slagsen, Sting og Kylie Minogue, samt ikke mindst afviklingen af Dansk Melodi Grand Prix for både børn og voksne i Gigantium i samarbejde med DR.

Paul Simons udsolgte koncert i Gigantium i oktober var årets store koncert.

På møde- og konference området er aktivitetsniveauet fortsat meget højt med 140.000 mødegæster fordelt på 1.326 arrangementer. Det er samme niveau som 2015, og her fortsætter tendensen med en kalender fyldt rigtigt godt op også i 2017, hvor 20 store nationale og internationale konferencer og kongresser skal afvikles henover året.

AKKC har allerede fået genvalg fra 2016 til atter i 2017 at danne ramme for Skolelederforeningens årsmøde med 1600 deltagere samlet i to dage.

For messer og udstillinger bød årets besøgstal på en tilbagegang, der hovedsageligt kommer fra DanFish International, der kun afvikles i ulige år og dertil 5.000 færre besøgende på den traditionsrige Forårsmessen, som i 2016 lancerede et nyt tiltag med Småbørnsmessen i Europahallen.

Denne messedel viste sig at være levedygtig, og udvikles i år til, udover stande, også at tilbyde forskellige typer rådgivning til småbørnsforældrene.

En anden nyhed var det første besøg i Aalborg af Kunst for alle, der med succes blev afviklet i påsken, og som vender tilbage i påsken 2017.

Området med fagmesser - altså en messedel - tilknyttet en konference eller årsmøde udvikler sig stadigt, og her bød messe- og udstillingsafdelingen ind med deres fagekspertise til Skolelederforenings årsmøde ligesom Kommunernes Landsforening (KL) også bruger mødedeltagernes pauser til at tilbyde dem mulighed for at orientere sig indenfor deres områder via fagmesserne.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden