Højt at flyve...

Omtalen var mest positiv, da Camilla Hersom var formand for Forbrugerrådet - nu får hun kritik som de radikales sundhedsordfører. Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Omtalen var mest positiv, da Camilla Hersom var formand for Forbrugerrådet - nu får hun kritik som de radikales sundhedsordfører. Foto: Steen Brogaard/Folketinget

RYGNING:Hun burde gemmes væk bag et forhæng, siger nogen. Andre mener sågar, hun er et helligt fjols. Det har ikke skortet på kritikken af de radikales sundhedsordfører, Camilla Hersom, siden hun i et interview til Radio24syv sagde, at det ville være ganske fint, hvis det kunne lade sig gøre at forbyde rygning helt i vores samfund. Udmeldingen har skabt en del debat, og selv i de radikales egne rækker er der kommet sprækker. Blandt andre har landsformanden for Radikal Ungdom, Ditte Søndergaard, sagt til B.T.: - Vi ønsker en målrettet forebyggelsesindsats med oplysningskampagner og højere afgifter på usunde fødevarer og cigaretter, men et direkte forbud er ikke vores politik. Det var vist heller aldrig meningen, at det totale rygeforbud skulle være en decideret politisk sag, for som Camilla Hersom selv skriver i en kommentar til debatten på de radikales hjemmeside: - Pointen er jo netop, at selv om jeg er overbevist, om at ikke bare jeg, men et stort flertal ville forbyde cigaretter, hvis de blev opfundet i dag, så er det ikke muligt. Man kunne ellers forestille sig, at meget ville være muligt for netop Camilla Hersom i politik, fordi hun har høj troværdighed med sig fra sit tidligere job: Indtil hun sidste år blev valgt til Folketinget, brugte hun fem år på at kæmpe forbrugernes sag som formand for Forbrugerrådet. Et job, hun klarede til U.G., siger næstformanden i Forbrugerrådet, Susanne Engstrøm, til Tænk: - Camillas personlige indsats og engagement har haft stor betydning for forbrugersagen, og hun kan se tilbage på vigtige forbrugerpolitiske sejre. Ifølge Tænk kan Camilla Hersom tage æren for blandt andet en forbedring af "Nej tak til reklamer"-ordningen, øget politisk opmærksomhed på farlig kemi i forbrugerprodukter, større fokus på problemerne med bankernes salg af risikable produkter og høje gebyrer samt kritisk belysning af virksomheder som Facebooks håndtering af private persondata på nettet. Nu er hun selv i søgelyset på internettet, hvor artikler og debatter florerer og heftigt diskuterer udmeldingerne om rygeforbud. Men spørgsmålet er, om hun har tid til at tage sig af det - privat er hun gift, mor til tre og har to hunde. Derfor er døgnets 24 timer godt fyldt ud, som hun har sagt i et portræt til Københavns Universitet, hvor hun har undervist: - Der er meget, vi ikke gør - vi har ikke særligt mange fritidsinteresser, og vi ser heller ikke meget tv.