Høst som i gamle dage

Gamle metoder kan opleves til høstdag i Try

Der høstes som i gamle dage i Try på lørdag. Arkivfoto: Henrik Louis

Der høstes som i gamle dage i Try på lørdag. Arkivfoto: Henrik Louis

TRY:- Kom til en stemningsfuld og hyggelig høstdag i Try og oplev høstfolkene og den hestetrukne selvbinder i aktion.

Sådan lyder opfordringen fra museumsleder Anne Dorthe Holm fra Museerne i Brønderslev Kommune.

Lørdag 16. august kl. 11-16 er der gammeldags høstdag i Try.

- Solen har skinnet fra en skyfri himmel hen over sommeren, og derfor er høsttiden kommet tidligere i år end normalt. Der er travlhed at spore på gårdene og på maskinstationerne. Mejetærskerne kører dagen lang for at få høsten i hus, mens vejret er godt.

- Skruer vi tiden et par generationer tilbage, var arbejdsbetingelserne de samme som i dag. Det gode vejr skulle udnyttes, og alle mand skulle i marken for at nå at blive færdige med det store høstarbejde.

- I Try vil der lørdag 16. august være lejlighed til at opleve sådan en stemningsfuld og hyggelig høstdag, hvor høsten kommer i hus på gammeldags maner. Der bliver høstet med le og hestetrukket selvbinder. Negene bindes op og sættes i traver. Tærskeværket vil køre, og der tærskes med plejl i gården i Lille Knudsgaard.

- Flere arbejdende værksteder vil i løbet af dagen illustrere livet på landet i de ”go’e gamle dage”. Man kan møde mejeristen, der kærner smør i smørkærnen, gårdkonen, der malker en ko, håndarbejdsfolk, rebslagere og mange flere, fortæller Anne Dorthe Holm.

Museets bygninger vil rumme forskellige aktiviteter, ligesom der kan købes forfriskninger og specialiteter hele eftermiddagen – ikke mindst hos de hyggelige købmænd i museets købmandsbutik.

Det er Museerne i Brønderslev Kommune, Try Efterskole og Dronninglund Turistforening samt en lang række enkeltpersoner, som gennem de seneste mange måneder har arbejdet intenst på at tilrettelægge aktiviteterne, så der både er gengangere og nye tiltag. Af nyheder kan nævnes, at der vil være masser af legeaktiviteter for børn og en dramatisering af kørslen til gården med ”det sidste læs” fra marken sidst på dagen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden