Høstfest for børn og voksne
Tidligere borgmester Erlann Christiansen fortæller om sit liv
DØSTRUP: Der er noget at komme efter for både børnene og de voksne ved årets høstfest i Døstrup søndag 14. september.
Arrangementet begynder i kirken med høstgudstjeneste for børn, hvor minikonfirmanderne fra 3A medvirker. Herefter er der fællesspisning i forsamlingshuset.
Efter maden er der foredrag ved tidligere borgmester Erlann Christiansen, som fortæller om sit liv på baggrund af erindringsbogen ”Fra bondedreng til borgmester”, som udkom sidste år.
Det er Øls-Hørby-Døstrup Menighedsråd og Døstrup Forsamlingshus, der i fællesskab står for arrangementet, hvortil der er fri entré.