Hongkong beordrer hamstere aflivet efter smitte i kæledyrsbutik

En positiv coronaprøve hos ansat i kæledyrsbutik i Hongkong får myndigheder til at beordre hamstere aflivet.

Myndigheder i Hongkong har beordret tusindvis af hamstere aflivet, efter at der i en kæledyrsbutik er fundet spor af covid-19 hos 11 af de små gnavere.

Det skriver det britiske medie BBC.

Personer, der har købt en hamster i butikken Little Boss siden 22. december, er blevet bedt om at overdrage dyret til myndigheder for aflivning.

Det var et tilfælde af smitte med varianten delta hos en medarbejder i dyreforretningen, der fik myndighederne til at gribe ind.

Hundredvis af dyr i butikken blev testet for covid-19.

11 af prøverne var positive.

Embedsfolk siger, at det kan være et eksempel på overførsel af smitte fra dyr til mennesker.

Da dyrene blev transporteret væk i kasser, havde en større menneskemængde samlet sig foran Little Boss.

Myndighederne offentliggjorde beslutningen om aflivning tirsdag. Siden har tusindvis af personer ifølge BBC sat deres navn på en underskriftsindsamling mod tiltaget.

Det er kun hamstere fra Little Boss, der ser ud til at være smittet. Hos andre af butikkens dyr som kaniner og chinchillas er der ikke fundet covid-19.

Men som et "forebyggende tiltag" skal omkring 2000 hamstere fra 34 kæledyrsbutikker i Hongkong aflives. Det vil ifølge myndighederne ske "humant", skriver nyhedsbureauet Reuters.

Blandt dyreværnsgrupper er der nervøsitet for, at folk vil forsøge at slippe af med deres kæledyr.

- Vi opfordrer ejere af kæledyr til ikke at gå i panik og efterlade deres dyr, hedder det i en meddelelse fra Society for the Prevention of Cruelty to Animals (SPCA), der driver flere dyrlægeklinikker i millionbyen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden