Hospitaler koster menneskeliv

Årsagen er overbelægning på danske hospitaler

(Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2012) <i>Scanpix Denmark</i>

(Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2012) Scanpix Denmark

DANMARK:De danske hospitalsafdelinger er fyldt til bristepunktet - og i flere tilfælde har de en de sengebelægning på over 100 procent.

Det viser tal for første halvår af 2014, som metroxpress har indhentet fra hospitalerne i Odense, Aarhus, Aalborg, København og Køge.

Det betyder ikke blot patienter på gangene, men koster menneskeliv, viser ny dansk forskning af speciallæge Flemming Madsen fra Allergi og Lungeklinikken i Helsingør.

- Det er katastrofalt høje belægningsprocenter. Det betyder, at man kører med en overdødelighed, fordi læger og sygeplejersker begår flere fejl, siger Flemming Madsen til metroxpress. Han peger på, at belægningsprocenten ikke bør overstige 85, som man blandt andet har vedtaget i England, da antallet af fejl stiger, når hospitalerne er fyldte.

Flemming Madsen har undersøgt 2,6 millioner indlæggelser på danske medicinske afdelinger fra 1995 til 2012. Og han slår blandt andet fast, at med en belægning på 110 procent dør ni procent flere patienter, end hvis belægningen havde været under 85 procent.

- Mønsteret er nogenlunde ens på de danske hospitaler. De afdelinger, der har høje procenter, er oven i købet de med akutte indlæggelser - det vil sige afdelinger, der ikke kan afvise patienter, siger han.

Danske Patienters formand, Lars Engberg, kræver ændringer:

- Det er helt uacceptabelt, for når der for eksempel er en belægning på 120 procent, så skal personalet nå 20 procent mere. Det resulterer i flere fejl, og nogle af dem dør patienterne af, siger han.

Danske Regioners formand, Bent Hansen, afviser, at danske patienter kommer til skade eller dør på grund af overbelægning på hospitalerne:

- Procenterne er ikke så høje i virkeligheden, som de lyder, for nu om dage kommer patienter hurtigt ind og hurtigt ud, så vi har tit to patienter i sengene i løbet af et døgn, så det er ikke så dramatisk, siger Bent Hansen til metroxpress.

- Jeg er heller ikke enig i, at patienterne skades eller dør i Danmark på grund af overbelægninger. Det vil jeg gerne se dokumentation for, for så slemt er det ikke, uddyber Bent Hansen, der også afviser, at danske hospitaler mangler overskudskapacitet:

- ”Vi har stort fokus på produktivitet og er fantastisk effektive, men det er forsvarlige rammer. Er der problemer, er det som oftest et lokalt ledelsesproblem.

Han vil dog ikke helt afvise, at der kan være enkelte steder, hvor der er mangler.

- Men med de økonomiske rammer, vi har, kan vi ikke have større buffere, end vi har, selv om det da ville være godt med en bedre økonomisk virkelighed.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.