Hummerhuset er nu officielt indviet

Lørdag mødte en talstærk række af honoratiores frem for at indvi Hummerhuset

Dannebrog blafrede på smukkeste vis i vinden fra Vesterhavet, da Hummerhuset lørdag eftermiddag blev indviet. Foto: Diana Holm

Dannebrog blafrede på smukkeste vis i vinden fra Vesterhavet, da Hummerhuset lørdag eftermiddag blev indviet. Foto: Diana Holm

Galleri - Tryk og se alle billederne.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Vesterhavet viste sig fra sin bedste side, da Hummerhuset i Klitmøller i går lørdag eftermiddag officielt blev indviet med en lang række taler. Bølgerne gled i store formationer regelmæssigt ind mod Klitmøllers kyst med skum på toppene som i et smil med stakithvide tænder. Indvielsen af Hummerhuset og foreningsvejen er led i projektet "Det gode liv ved kysten", som er kommet i stand fordi Vesterhavets kystbyer i fremtiden har en anden rolle at spille end i fordums tider, hvor fiskeriet var det væsentligste omdrejningspunkt for familierne tæt på Vesterhavet. "Det gode liv ved kysten" er en del af projektet "Mulighedernes Land", som er et partnerskab mellem Realdania og Thisted Kommune, og projektet har været realiseret i perioden mellem 2007 og 2012. Dialog I denne periode har ikke kun Thisted Kommune, men landets kystkommuner været i dialog med borgerne om konkrete projekter, der har til formål at vise nye veje til udvikling af landdistrikterne og landsbyerne i Danmarks yderkommuner. Hummerhuset og foreningsvejen i Klitmøller er første led i projektet "Det gode liv ved kysten", og det bygger på de særlige kvaliteter, der kendetegner Thisted Kommune. Nemlig de lange hvide sandstrande, det vilde Vesterhav og de store og uspolerede naturområder med Danmarks første nationalpark. Konkret skaber projektet faciliteter i kystbyerne Klitmøller, Vorupør og Krik. Disse tre lokaliteter er kendt som velegnede steder for blandt andet surfing. I Krik bliver et gammelt pakhus genopført, så det kan bruges til natur- og kulturformidling med udekøkken og shelterplads, der giver mulighed for en simpel overnatning. I Vorupør kommer der også en foreningsvej, der på samme måde som i Klitmøller vil skabe en bedre adgang til stranden, og som samtidig vil kunne forene forskellige aktiviteter langs kysten. Udover Realdania og Thisted Kommune er "Det gode liv ved kysten" yderligere støttet af Bevica Fonden, Lokale- og Anlægsfonden samt af Friluftsrådet. Hummerhuset er i første omgang bygget til glæde for surfklubben NASA og Biologisk Forening for Nordvestjylland, men også andre foreninger har mulighed for at drage nytte af de gode faciliteter. Thisted Kommunes borgmester Lene Kjelgaard Jensen (V) var den første i en række af talere, som fik ordet. Hun lagde vægt på, at Klitmøller har de kvaliteter, der skal til for at være omfattet af "Det gode liv ved kysten". - Klitmøller blev udvalgt blandt mange, fordi der her er kvaliteter i særklasse, og det både i form af et enestående kulturmiljø, men også på grund af sine gode bademuligheder, fine strandmiljøer og fabelagtige bølger, der efter sigende kan få blodet til at bruse hos enhver entusiastisk surfer. Lene Kjelgaard Jensen kom derefter ind på den kendsgerning, at der de senere år har udviklet sig et unikt miljø omkring windsurfing, som har tiltrukket mennesker og hele familier og dermed været en væsentlig faktor til, at Klitmøller i dag er et levende, utraditionelt bymiljø i vækst. Slutteligt rettede borgmesteren en tak til Realdania, og nævnte andre projekter som fra tomt til grønt i Vestervig, beboerhus med landsbynetværk, Frøstrups nye samlingshus samt Thy og Hannæs på kryds og tværs og projekt "huse til overs".

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.