Hun vinder ellers aldrig noget
Rikke Halkjær vandt en shoppetur til 10.000 kroner - pengene blev brugt til gaver og selvforkælelse
Rikke Halkjærs familie kan se frem til en ekstra julegave under træet i år. Rikke blev nemlig vinder af Hjørring Handel og NORDJYSKE Mediers store juleshopping-konkurrence. Og hermed vandt hun retten til at shoppe for 10.000 kroner.
Områdechef Peter Vestgaard Andersen fik lov at overbringe vinderen det glade budskab, da vinderkuponen var udtrukket.
Og Rikke Halkjær havde et øjeblik svært ved at tro, at lykken tilsmilede netop hende.
- Jeg havde om morgenen joket med min kollega om, at det da også var utroligt, at jeg aldrig vinder noget med alle de konkurrencer jeg deltager i.
Hun var lettere groggy, da hun efterfølgende satte sig ved bordet til en omgang pakkespil på arbejdet. Og kollegaerne og de unge jublede sammen med hende.
Da budskabet havde bundfældet sig, gik hun og familien målrettet til værks, så Rikke var top-forberedt, da hun mødte mandag morgen - klar til shoppetur. Det grundige forarbejde betød, at de 10.000 kroner var brugt på bare to timers intens shop-amok.
Ekstra gaver under træet
Rikke er pædagog og arbejder i Ungehuset i Hjørring i støtte- og kontaktkorpset. Hun bor i Hjørring med sin mand Michael og parrets to børn Emilia, 11 år, og Hjalte, 7 år.
Og familien var egentlig færdig med at købe julegaver.
- Men nu falder der lidt ekstra af, smilede Rikke.
Børnene havde været med på tur i weekenden, og de havde sendt et par gode ønsker med mor i byen, mens Michael ikke havde meldt ønsker ud.
- Men så finder jeg bare på noget, tilføjede hun.
Tour de shopping
Overalt hvor Rikke kom frem blev hun modtaget med lykønskninger og glade smil. Og flere steder lød det da også: Bare det var mig.
Shoppeturen begyndte hos Hvidt og Frit, hvor Rikke købte et Gram-fryseskab af Lars Skade - som i øvrigt også tilbød at levere det på hjemadressen.
Herfra gik turen til midtbyen, hvor Krumme ventede med sit tog. Der var i dagens anledning særtog med stop ud for de butikker, Rikke havde på sin liste.
Efter første stop hos Kop og Kande, gik turen gennem Strømgade til Skoringen, herfra videre til Vero Moda i Østergade, videre til House og Fjerrenseriet, og shoppeturen blev rundet af i henholdsvis Sportmaster og Intersport.
Der blev også penge til et gavekort til Nordisk Buffet i Jernbanegade, hvor Rikke Halkjær vil byde familien på brunch, når hun fylder 40 år 1. marts.
Poserne fyldte godt op, da turen var gennemført. Og ganske vist er 10.000 kroner mange penge. Men de er på forunderlig vis hurtig brugt, når listen over ønsker er lang.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.