Hund bed lille pige men skal ikke aflives

Nordjyllands Politi har vurderet, at hund i dyregård under Skallerup Seaside Resort ikke skambed pigen

Episoden fandt sted på Klithusegaarden, der hører under Skallerup Seaside Resort. Arkivfoto

Episoden fandt sted på Klithusegaarden, der hører under Skallerup Seaside Resort. Arkivfoto

SKALLERUP:En hyrdehund, som bed en lille pige i ansigtet på Klithusegaarden i Skallerup Klit, skal ikke aflives. Det mener Nordjyllands Politi, som har efterforsket sagen efter en anmeldelse fra forældrene.

Lørdag 12. maj besøgte familien Klithusegaarden, der hører under feriecentret Skallerup Seaside Resort. Her kan børn og voksne komme tæt på forskellige dyr, og hyrdehunden - som tilhører feriecentrets forpagter - gik frit rundt på dyregården og havde gjort det længe uden episoder.

Det ændrede sig, da den lille pige blev bidt i ansigtet af hunden og måtte syes med flere sting. Dén hændelse er siden blev efterforsket af politiet:

- Vi er nu færdige med vores undersøgelser, og vi vurderer, at hunden ikke har skambidt pigen. Derfor vil vi ikke iværksætte, at hunde bliver aflivet, fortæller politiinspektør Claus Danø.

Kriterier for, at der kunne være tale om skambid, er ifølge politiinspektøren, at hunden eksempelvis havde rusket pigen, bidt dybt eller bidt flere gange.

Det mener politiet dog ikke, at den gjorde. Politiet har gennemgået lægeerklæringen og afhørt tre vidner.

- Det er uvildige vidner, som hverken kender hunden eller familien, siger Claus Danø.

Sagen kan dog stadig få konsekvenser for hunden, idet der er andre sanktionsmuligheder i hundeloven. Først er der sendt en partshøring ud, så hundens ejer kan udtale sig.

- Det kan være et krav om, at hunden får mundkurv på, når den går frit omkring. Det kan også være et krav om, at den skal gå i snor eller i en hundegård. Men vi afventer, indtil vi har hørt fra ejeren, siger Claus Danø.

Politiet har orienteret forældrene til pigen om, hvordan sagen er blevet vurderet. Claus Danø vil ikke udtale sig om, hvordan forældrene har reageret på politiets vurdering.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.