Hundborg-folk er himmelhenrykte
En flytning af Sprogcenter Thisted til den nedlagte folkeskole i Hundborg vil få mange positive følgevirkninger, mener de lokale.
- Vi bakker hundrede procent op om en flytning af sprogcentret til Hundborg. Vi tror, det kan blive et kæmpe plus for byen. Sådan lyder det fra Henrik Melballe, talsmand for en lokal arbejdsgruppe, der i nogle måneder har mødtes og forsøgt at udvikle bæredygtige ideer til en fremtidig anvendelse af den nedlagte folkeskole i Hundborg. - Vores formål har hele tiden været at undgå, at skolen kommer til at stå tom, siger Henrik Melballe. Senest har der været talt om at afhænde forsamlingshuset i byen - i erkendelse af, at der kun var brug for ét samlingssted. Nu er arbejdsgruppen blevet overhalet af et forslag fra Sprogcenter Thisted om flytning af skolens aktiviteter til Hundborg. Og landsbyens borgere overlader gerne banen til andre aktører. - Nu har vi sparket vores plan til hjørne, siger Henrik Melballe. Gruppen mødtes onsdag aften for at drøfte sin stillingtagen og valgte straks at sende et brev til formanden for børne- og familieudvalget under Thisted Byråd, Mogens Kruse (SF) samt fritidschef Ole Jørgensen. - Det var væsentligt for os at komme med en tilkendegivelse af, at det her synes vi er en rigtig god idé. - Så krydser vi fingre for, at byrådet siger god for planen. Henrik Melballe hilser det velkomment, at Sprogcenter Thisted inviterer til samarbejde med borgerne i Hundborg om brug af skolen, men han peger på, at det ikke har så stor betydning, da borgerne har masser af steder at samles, eksempelvis forsamlingshuset, klubhuset og kirkecentret. Han siger, at folk er "himmelhenrykte" over udsigten til, at der dagligt vil være liv på skolen og i lokalsamfundet, når og hvis Sprogcentrets 250 kursister kommer for at få undervisning. - Vi kan se så mange positive følgevirkninger af, at vi får en arbejdsplads tilbage til byen. Liv, trafik, øget salg af dagligvarer... måske bliver det også nemmere at sælge huse i Hundborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.