Pandrup

Hundefrøs første arbejdsdag

Per Esbensen fejrer 40 år som landmålingstekniker hos Landinspektør Nord i Pandrup

Landmålingstekniker Per Esbensen fejrer 40 års jubilæum hos Landinspektør Nord i Pandrup.
Landmålingstekniker Per Esbensen fejrer 40 års jubilæum hos Landinspektør Nord i Pandrup. Foto Grete Dahl

PANDRUP: Landmålingstekniker Per Esbensen, 57, husker tydeligt sin første arbejdsdag for 40 år siden.

- Jeg havde fået alt for lidt tøj på, så jeg hundefrøs hele den første lange arbejdsdag hos Landinspektørfirmaet Jarl Mogensen. Faktisk gik jeg hjem til min mor og sagde, at det her var slet ikke noget for mig, husker han med et smil.

Heldigvis havde moderen lidt mere overblik end den 17-årige forfrosne søn, så hun sørgede for varme gummistøvler og ordentligt tøj.

Dagen efter var han klar igen.

- For jeg var jo ikke i tvivl om, at det var det, jeg ville, for jeg kunne godt mærke, at branchen tiltrak mig allerede i 2. Real, hvor vi fulgte med, mens hallen i Jetsmark blev bygget. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at det der ser spændende ud, da landmålerne stod der med deres kikkerter, siger han.

Efter endt Realeksamen gik han derfor op til det lokale landmålerfirma og spurgte, om han kunne komme i praktik.

- Der blev ikke skrevet nogen kontrakt. Det var bare et håndslag, husker han. Uddannelsen bestod af praktik og teori på skolebænken på Teknisk Skole i Aalborg og i Horsens. I 1976 kunne han således kalde sig ”Landmålingstekniker.”

Efter endt uddannelse fik han tilbudt arbejde i Irak, men takkede nej.

- For der var jo en pige hjemme i Pandrup, der trak mere, smiler han.

At arbejdspladsen således blev hjemegnen, har han ikke fortrudt, for det viste sig hurtigt at være en fordel at være godt kendt med området og tale sproget.

Mange højdepunkter

Opgaverne hos Landinspektør Nord i Pandrup har været forskellige, og det er ikke mindst den varierede arbejdsdag, der altid har passet godt til landmålingsteknikerens temperament.

- 50 procent ude og 50 procent inde - det passer godt til mig, siger han.

Højdepunkter har der da også været en del af, understreger han.

- Det var sjovt at være med til at udstykke de mange sommerhusgrunde ved Grønhøj i starten af 70´erne, men jeg har også været med til at planlægge og afsætte de store rutsjebaner i Faarup Sommerland - ikke mindst Orkanen, der åbnede i 2013, fortæller han.

Også arbejdsopgaverne med jordfordeling, der for eksempel går ud på at fordele jord mellem landbrugsejendomme, så den enkelte lodsejer får samlet så meget jord som muligt omkring sin ejendom, tiltaler ham.

- Det er et kæmpe arbejde, der involverer store kort og lange forhandlinger med den enkelte lodsejer, men det er så spændende, siger han.

Fortsætter arbejdet

Der er da heller ikke tvivl i Per Esbensens sind om, at han bliver ved nogle år endnu.

- Den generelle udvikling i branchen og helbredet er selvfølgelig ukendte faktorer, og det er da heller ikke sådan, at jeg går og regner med, at jeg skal fejre 50 års jubilæum, siger han.

Til gengæld er han også helt med på, at 40 år i det samme firma er lidt af et særsyn nu om stunder.

- Ja, vi er jo nok lidt af en uddøende race, siger han lunt.

Jubilæet blev fredag fejret med åbent hus.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden