Hundehvalp og katte døde i brand
Dele af hus udbrændte fredag eftermiddag
ULSTED: En hundehvalp og to katte mistede livet i forbindelse med en brand i et hus i Ulsted by fredag eftermiddag.
Beredskabscenter Aalborg fik alarmen om branden kl. 16.24. Branden opstod i et bryggers, hvor der skete store skader.
- Bryggerset og nogle af de tilstødende lokaler er udbrændt. Derudover er der sket røg- og sodskader i resten af huset, siger indsatsleder Søren Korsgaard fra Beredskabscenter Aalborg.
Det er endnu uvist, hvorfor huset brød i brand.