Hurtig udvikling

I Østafrika, hvor jeg bor, er der de senere år foregået en revolution på det digitale område.

Udviklingen går hurtigt og skal ses i forhold til, at det hidtil er gået rigtigt godt økonomisk for Afrika som helhed, hvor væksten årligt har været på over fem procent. Siden mobiltelefonen kom væltende i slutningen af 1990'erne har mere end halvdelen af Afrikas befolkning fået mobiltelefon. Man har sprunget en fastnettelefon-epoke på ca. 100 år over. Ikke mindst Indien gør sig store anstrengelser for at blive partnere i denne udvikling. De bruger deres historiske forbindelse til Østafrika til at komme på banen. De over 100.000 indere bosat i Kenya har været grundstammen i dette lands industrielle udvikling. Indien har vanskeligt ved at konkurrere med Kina, men på det digitale område har de et forspring. Det indiske firma Techno Brain har oprettet afdelinger i alle de østafrikanske lande. Firmaet forsøger sammen med andre firmaer at få Østafrika sat på det globale digitale landkort. Indere, der bor i Østafrika, forsøger at tilpasse Indiens veludviklede it til Østafrika, så man får skabt skræddersyede it-løsninger til den østafrikanske industri. Samtidig arbejdes der på at udvikle it til bl.a. undervisning og turisme. I den offentlige sektor har vi de seneste ti år mærket udviklingen på bl.a. pas- og forsikringsområdet og indcheckning i lufthavnene, hvor der er top-moderne scanning af passene. Direktøren for Techo Brain, siger til ugemagasinet East African (2.-8. januar 2012), at de it-systemer, der er blevet udviklet, er designet til Afrika, men at kapaciteten til at tage imod dem ikke er tilstrækkelig udviklet. Der findes ikke nok højtkvalificeret arbejdskraft til at udnytte de avancerede programmer. Talentmassen i Afrika må identificeres og uddannes. Det første center til forskning og udvikling af it-software vil i år blive etableret i Nairobi. Når det gælder it, er både Kina og Indien langt fremme, men det ser ud, som om det især er Indien, der har et forspring via de nære relationer til indere bosat i Østafrika, og dermed har taget initiativet til at hjælpe med at udvikle afrikanske digitale løsninger efter et indisk koncept. Det digitale Afrika er i vækst og det bliver interessant at følge, hvordan digitaliseringen kan bidrage til at fremme kontinentets generelle udvikling.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Nordjyske sygehuse skal finde 250 millioner kroner i år: Her kan det gå ud over patienters sikkerhed
Luk