Derfor blev politiet ledt på sporet efter indbrud
To tyve blev anholdt i Thy få timer efter indbrud i sportsforretning, og det var der en særlig grund til

Arkivfoto Foto: Henrik Bo
THY-MORS:Klokken 01.37 gik alarmen i gang i butikken Sport 24 i Lemvig, da to mænd knuste en rude i butikken med en mukkert og stak af med 44 jakker.
Politiet blev tilkaldt og den ene af betjentene kunne genkende den måde, indbruddet var sket på.
- Han kunne huske, at der havde været et indbrud i butikken i 2017, som var sket stort set på samme måde, siger politikommissær Jørgen Jensen fra Thisted Politi.
Grunden til at Thisted blev involveret var, at en af gerningsmændene fra dengang nu bor i Østerild og da ordensmagten et par timer efter indbruddet aflagde besøg på adressen fandt de ikke kun de 44 jakker, men også en mukkert samt to mænd på henholdsvis 23 og 30 år.
Den yngste er fra Mors, mens den anden bor på adressen.
Hvem af de to, der har været involveret i sagen fra 2017, vil politiet ikke sige lige nu, da de to anholdte skal i et grundlovsforhør senere i dag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.