Hurup får en Farm Festival til pinse
Arbejdsgruppen bag det alternative dyrskue har fundet et navn til skuet, der holdes den 26. maj

Efter planen kommer der nyt liv på dyrskuepladsen i Hurup den 26. maj, hvor der holdes Farm Festival. Arkivfoto: Christina Larsen
Arbejdsgruppen bag det alternative dyrskue i Hurup, der finder sted pinselørdag den 26. maj på dyrskuepladsen i Hurup, er nu trukket i arbejdstøjet. Torsdag samledes gruppen i Sydthy Ridecenter for at aftale de næste skridt, fortæller initiativtager Keld Tølbøll. - Arbejdet tager form og vi er voldsomt fortrøstningsfulde med henblik på, at det hele bliver til noget. Vi har allerede lagt et meget realistisk budget der viser, at vi kan holde skindet på næsen og få et overskud, siger Keld Tølbøll. Arbejdsgruppen har desuden bestemt sig for et navn til seancen, der kommer til at hedde Farm Festival. Idéen om at stable et alternativt dyrskue på plads i Hurup har sit udspring i LandboThys beslutning om fremover udelukkende at afvikle dyrskuerne i Thisted. Og det var en gruppe af borgere med Keld Tølbøll i spidsen så utilfreds med, at man gik i gang med at planlægge sit eget arrangement. På torsdagens møde blev det desuden besluttet, at det er Sydthy Rideklubs Venner, der kommer til at stå som arrangør for Farm Festival. - Vi har allerede fået en del tilsagn fra udstillere, siger Keld Tølbøll. Han fortæller, at arbejdsgruppen blandt andet arbejder med et koncept der hedder "barselsgang", hvor der vises daggamle kyllinger, lam kid føl og kalve osv.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.