Agersted

Husejer frifundet for brandstiftelse

Masser af indicier mod ejerne af hus i Agersted, men retten frikendte manden

Arkivfoto: Bente Poder

Arkivfoto: Bente Poder

AGERSTED:Der var mange indicier mod ejeren af et hus i Agersted, der var anklaget for at have sat ild til ejendommen 22. december 2014, men retten i Hjørring valgte at frikende manden.

Retten erkendte, at manden både har haft hensigt til at sætte ild til huset og har haft økonomisk motiv til det, men det var ikke muligt for anklageren at bevise, at det ikke kunne være andre, der har påsat branden og tidsmæssigt placere ejeren af huset i Agersted ved brandens begyndelse.

Overhørte planlægning

Allerede før branden havde politiet ham mistænkt for at ville hæve forsikringspengene ved at brænde huset ned. Et vidne havde overhørt en samtale i et byggemarked i Nørresundby, hvor manden fortalte en anden, at han ville brænde sit hus ned anden søndag i advent. Han havde undersøgt udbetalingen fra forsikringen og en detaljeret planlægning var på plads.

Efterforskningen førte til den 32-årige mand, der i perioden op til anden søndag i advent blev overvåget, huset blev ransaget og videoovervågning blev installeret i huset i Agersted. Politiet forventede at huset ville brænde søndag 7. december, så derfor lå både politi og beredskabscenterets folk på lur fra søndag til mandag for at gribe ejeren på fersk gerning - uden der skete yderligere.

Gravkrans gik i brand

To uger senere brændte ejendommen.

Branden opstod ved en stol, hvor der lå en gravkrans, men det har ikke været muligt at sige, hvad der har antændt branden, men det var ikke selvantændt.

Overvågningen af den 32-årige viser, at han var på Sjælland, da branden blev opdaget 22. december om eftermiddagen, og anklageren kunne ikke bevise, at den 32-årige stod bag. De brandtekniske undersøgelser fortæller kun, at branden var startet tidligere, men ikke hvor lang tid før. Der er heller ikke fundet rester fra brændbare væsker i brandtomten, og anklageren kunne ikke udelukke, at andre var kravlet ind af et åbent vindue for at påsætte branden.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.