Husk at kramme en fremmed
Australsk pige fik alle tiders oplevelsesår i Sæby - og masser af nye venner

Masser af glade Rotary-udvekslingsstudenter. Nye eventyr og oplevelser venter i fremmede lande - under trygge forhold.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Husk at kramme en fremmed! Sådan lyder det fra Shelby McKeown, som har tilbragt et år i Sæby og Hørby som Rotary-udvekslingsstudent. I de første uger skulle den 17-årige australier bruge lidt tid på at vænne sig til danskernes lidt mere reserverede måde at tage imod fremmede på. - Australiere er meget åbne af natur. De går konstant rundt og spørger: How are you? Hvordan går det? Det kunne danskerne aldrig drømme om. Derfor var det første møde med Danmark også lidt svært. Ingen gav mig et kram. Og ja, det savnede jeg faktisk, da jeg kom til Danmark. Jeg tænkte: Kom dog og kram mig og sig velkommen, fortæller Shelby McKeown. Siden har hun lært, at danskerne også kan være helt anderledes. - Når man bliver venner med en dansker, så bliver man venner for evigt. Og jeg har fået mange venner under mit ophold, også i min gymnasieklasse i Frederikshavn, selvom de fleste også her var afmålte overfor mig i starten, siger Shelby og tænker tilbage på sin første skoledag i 3. G for snart et år siden. - Det var virkelig frygteligt. Alle sad bare dér i klassen og stirrede på mig uden at sige noget. Ingen hjalp mig tilrette. De havde jo alle sammen deres egne venner, og de skulle åbenbart vænne sig til mig, før de kunne være imødekommende. Heldigvis viste de sig at være rigtigt søde, og jeg blev meget glad for at gå i klassen. Tre forskellige familier Shelby McKeown har boet hos tre forskellige familier under sit 12 måneders ophold i Vendsyssel, nemlig Keldgaard i Hørby, Hans Jørgen Sørensen og familien Jeppesen i Sæby. Hun valgte Danmark ud af 12 lande. - Vi var en del Rotary-udvekslingsstudenter fra min hjemby, som skulle af sted. Og jeg var den eneste, der valgte Danmark. Men jeg er også anderledes. Jeg er selv ret lille af statur, så jeg tænkte at lille Danmark ville passe mig fint. Jeg kiggede på Google Images, og da jeg så billeder af Nyhavn ved København, forelskede jeg mig på stedet, siger hun. Hjemmefra havde Shelby fået strenge ordrer på, at hun skulle efterleve Rotary kodekset for udvekslingsstudenter - de fire D'er - nemlig No driving, no drinking, no drugs og no dating. Altså ingen alkohol, stoffer, bilkørsel eller kærester. - Og jeg har overholdt alle reglerne - også den med dating, forsikrer hun. Rejser hjem på fredag Fredag den 13. januar rejser Shelby McKeown hjem til Australien, og hun er ikke i tvivl om, at det bliver et tårevædet farvel til både værtsfamilier og venner - og hun er taknemmelig for alle de oplevelser, hun har fået. - Jeg var lost, før jeg kom hertil. Jeg vidste ikke, hvem jeg selv var. Jeg troede, at jeg var genert og havde svært ved at møde fremmede mennesker. Nu ved jeg, at jeg kan meget mere, end jeg troede. Jeg kan klare mig i et fremmed land uden hjælp. Ja, jeg kender mig selv nu, og det har givet mig mod til at kaste mig ud i nye eventyr, siger Shelby McKeown. Hun forventer at vende tilbage til Danmark en dag, men først skal hun hjem til hjembyen ved Melbourne og have en uddannelse. Hendes drøm er at blive journalist. - Året i Danmark har virkelig rustet mig til at forfølge det mål. Jeg har fundet ud af, at jeg er god til at møde andre mennesker, og at jeg er interesseret i nyheder og i verden omkring mig. Ja, at jeg elsker verden og ikke kan få nok af den, siger hun. Kun en lillebitte skuffelse har hun oplevet under sit ophold. - Jeg skrev et brev til kronprinsesse Mary, fordi jeg gerne ville møde hende, nu jeg var i Danmark. Men hun svarede desværre "nej tak" til et besøg, siger hun med et smil.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.