Husk de sociale pauser på jobbet
Danskerne glemmer at holde pauser nok, men vi har hårdt brug for dem
DANMARK: Vi danskerne er dårlige til at holde pauser i hverdagen, men de er vigtige, påpeger arbejdspsykolog Einar Baldursson. Alligevel viser en ny undersøgelse af danskernes pausekultur, som Analyse Danmark har foretaget for Arlas Riberhus Ost, at fire ud af ti danskere mener, at de holder for få pauser i deres hverdag. Faktisk svarer hele 55 procent, at de holder færre end tre pauser i løbet af en dag - inklusiv frokostpause og toiletture.
Det er ikke godt nok, mener arbejdspsykolog Einar Baldursson fra Aalborg Universitet. Det er nemlig vigtigt at tage sig tid til det, man laver - også når man holder pause.
- Pausen er en fornyelse og en fordøjelse af vores hverdag. Hvis vi glemmer at holde pauser, svarer det til at spise mad uden at tygge den. Vi har brug for at fordøje vores arbejde og mærke det fællesskab, vi er en del af på arbejdspladsen. Ikke bare af humanistiske grunde, men det er en del af vores menneskelighed, siger Einar Baldursson i en pressemeddelelse fra Arla.
Ego-pauserne sejrer
Ifølge Einar Baldursson er danskerne blevet mindre sociale på arbejdspladserne, og det underbygges ifølge Arla af undersøgelsen fra Analyse Danmark, som viser, at danskerne bruger mange af arbejdsdagens pauser med øjnene rettet mod skærmen.
For eksempel svarer 29 procent, at de tjekker sociale medier, mens 28 procent tjekker nyheder i deres pauser. Einar Baldursson opfordrer danskerne til at bruge pauserne rigtigt og til at tilbageerobre de sociale pauser.
- Mange arbejdspladser har mere eller mindre besluttet, at pauserne hører et andet årti til. Mange steder er holdt op med at drikke kaffe sammen, og det sociale samvær erstattes med mails. Men det sociale fællesskab med kollegerne i pauserne er meget vigtigt for, at vi trives på arbejdet, siger Einar Baldursson.
Til gengæld fejler vores arbejdsmoral ikke noget. Knap tre ud af fire svarer nemlig, at de prioriterer at give sig god tid til de opgaver, de løser på arbejdet eller studiet.
/BLM/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.