Husker du "det mosgrønne badeværelse"

En anklage mod indehaveren af firmaet Heinrich Thomsen A/S for skattesvig satte gang i det som blev kendt som  Aalborgskandalen. Firmaet havde specialiseret sig i at lave anlægsarbejder for Aalborg Kommune, her i Bispensgade i Aalborg, 22. august 1981. (Foto; Grete Dahl)
En anklage mod indehaveren af firmaet Heinrich Thomsen A/S for skattesvig satte gang i det som blev kendt som Aalborgskandalen. Firmaet havde specialiseret sig i at lave anlægsarbejder for Aalborg Kommune, her i Bispensgade i Aalborg, 22. august 1981. (Foto; Grete Dahl)

Husker du Aalborg Skandalen - eller sagen om "det mosgrønne badeværelse", som skandalen blev kendt som. Sagen handlede om, at en entreprenør lavede et badeværelse hjemme hos den daværende borgmester, som i 1981 blev idømt seks måneders ubetinget fængsel for at have modtaget bestikkelse.

I dag onsdag 20. september udkommer en ny bog om Aalborgs nyere historie: På vej mod den ny Aalborg Kommune. Hals, Nibe, Sejlflod, Aalborg 1970-2006.

Her er den berømte sag naturligvis medtaget.

Bogen udgives som bind 7 af bogserien Aalborgs Historie, der således føres op til og med 2006.

Den nuværende Aalborg Kommune er dannet ved den seneste ændring af den kommunale struktur, der trådte i kraft i 2007. Da blev de fire kommuner Hals, Nibe, Sejlflod og Aalborg lagt sammen til én kommune.

Aalborg Stadsarkiv udgiver nu i samarbejde med Aalborg Kommune, Sundheds- og Kulturforvaltningen en bog, som fortæller historien om de fire kommuner, som eksisterede i de 37 år mellem 1970 og 2006, og hvordan de udviklede sig, indtil de blev til den kommune, vi kender i dag.

Der foregik en rivende udvikling i Hals, Nibe, Sejlflod og Aalborg fra den forrige kommunalreform i 1970 og frem. Bebyggelserne, infrastrukturen, erhvervslivet, institutioner og kommunal forvaltning skiftede helt karakter, mens nye boligområder og villabebyggelser opstod.

Nye handelsmønstre med butikscentre opstod, og nye institutioner til børnepasning blev udbygget. Der kom nye uddannelser, som kom til at præge området stærkt, og kommunerne udbyggede forsyningsvirksomhederne voldsomt, bl.a. af hensyn til den tiltagende forurening.

I landområderne var der også områder, der oplevede stilstand på grund af ændringer i erhvervsvilkårene og i kraft af de prioriteringer, som kommunerne måtte foretage i deres planlægningsarbejde. Denne bog handler om denne udvikling, som har ændret vilkårene for alle, der boede og bor i området.

På vej mod den ny Aalborg Kommune. Hals, Nibe, Sejlflod, Aalborg 1970-2006 er bygget op i fire afsnit, et for hver af de tidligere kommuner. Afsnittene kan læses hver for sig som afrundede helheder, men de udgives samlet, så læseren for mulighed for at få et overblik over udviklingen mellem 1970 og 2006 i det område, der 1. januar 2007 blev til Danmarks tredjestørste kommune efter indbyggertal.

Den er rigt illustreret med billeder fra Nordjyskes billedarkiv, fra Aalborg Stadsarkiv og fra de lokalhistoriske arkiver i de tidligere kommuner: Hals Arkiv, Sejlflod Lokalhistoriske arkiv og Nibe arkiv og museum.

Bogens forfatter er arkivar Flemming Nielsen, Aalborg Stadsarkiv, og arkivar Bente Jensen, Aalborg Stadsarkiv, har været billedredaktør.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden