Boligmarked

Huspriserne stiger mest i Nordjylland

Boligsidens Markedsindeks for februar måned viser, at huspriserne er steget med fire procent det seneste år. I den forgangne måned er det Region Nordjylland, der har drevet markedet frem

Arkivfoto: Bente Poder
Arkivfoto: Bente Poder

Opdateret kl. 22:31

NORDJYLLAND: Du får stadig mest for dit hus, hvis du bor i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Her ligger landets to største byer, København og Aarhus, som bekendt. Lige nu er det imidlertid huspriserne i Region Nordjylland, der kravler opad. Den seneste måned er de steget med 2,6 procent. Det skriver Boligsiden.dk i en pressemeddelelse.

Har du købt en villa eller et rækkehus i februar måned, har du i gennemsnit betalt 12.841 kroner for hver kvadratmeter. Det viser Boligsidens Markedsindeks.

Prisen er på cirka samme niveau som måneden før, men der er væsentlige regionale forskelle.

- Det er traditionelt i Nordjylland, at priserne har været lavest, og husene har været sværest at sælge. Nordjyderne er ved at komme på niveau med resten af Jylland, og det er et udtryk for, at de seneste års vækst på markedet nu kommer ud i alle afkroge af landet, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

I takt med at huspriserne er steget i Region Nordjylland, er salgstiden blevet kortere. Den lå i februar måned 3,2 procent under niveauet fra januar i år.

Markante prisstigninger det seneste år

Set over det seneste år er priserne på huse i Region Nordjylland steget med 6,5 procent. Det er mere end den gennemsnitlige stigning på fire procent for hele landet, hvor nedslaget også er faldet med 1,2 procent.

- Efterspørgslen på huse stiger i hele landet. Sælgerne er blevet mere realistiske i deres prissætning, og derfor kan de slippe afsted med at give mindre i nedslag. Det har ikke haft effekt på de gennemsnitlige priser for de første måneder af året, men ser vi på sæsonudsvingene for 2015 og 2016, så er priserne typisk steget i foråret og om sommeren, og aktiviteten på markedet i de første måneder af 2017 er et tegn på, at det også vil ske i år, forudser Birgit Daetz.

Det er ikke kun på villaer og rækkehuse, at priserne er steget det seneste år. Priserne på ejerlejligheder er steget det seneste år med 8,3 procent, mens sommerhuspriserne er steget mere moderat med 1,7 procent.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden