Derfor vil dem, der lever i hovedstaden, opfatte meget store dele af landet som "langt væk". Institutioner og virksomheder i hovedstadsområdet bliver nemt en naturlig del af det netværk, der danner sig omkring centraladministrationen og de store uddannelsessteder, det har virksomheder og institutioner ude i landet ikke samme mulighed for at blive. Derfor fylder vilkårene og udviklingsmulighederne i udkantsområderne kun lidt i centraladministrationens bevidsthed. Så et udkantsområde er måske mere et område, der ikke er en del af den centrale politiske bevidsthed. Risikoen for, at udkanterne, på grund af manglende kendskab, bliver opfattet som en belastning og ikke som en mulighed er bestemt til stede. Det, at der skabes så store afstande i så lille et land, begrænser i høj grad udviklingsmulighederne i udkants Danmark. Ordet centraladministrationen er måske ikke det helt rigtige, for hovedstaden ligger på ingen måde centralt, den tid er forbi. Skal ordet centraladministration have mening igen, må vi enten have Skåne, Halland og Blekinge tilbage eller flytte kongehus og regering til Aarhus, men da begge dele nok tager lidt tid, må vi nok indstille os på, at blive opfattet som udkant et stykke tid endnu. Rationaliseringen i de kulturbærende erhverv (landbrug, fiskeri og håndværk) i udkants-Danmark har bevirket, at bosætningen er gået fra helt dominerende, til næsten uden betydning. Det har givet områderne nogle voldsomme kulturelle udfordringer. Kultur er det, en gruppe er fælles om. En kultur opstår, når der skabes noget, der begynder at vokse, men uddør, når det man er fælles om forsvinder. Så skal udkants-Danmark have en fremtid skal der skabes et nyt kulturbærende grundlag. Vi må starte med at erkende: Det er for de særligt interesserede at bo i udkants-Danmark. Det er for dem, der kan se de kvaliteter, der er i landdistrikterne og provinsen. En anden ting, vi må erkende: Der kommer ikke nogen og skaber et levedygtigt samfund for os, der bor i udkants-Danmark. Der er mange, der gerne vil hjælpe og støtte, men hvis der ikke er en lokal vilje til at udvikle det nære samfund, så sker det ikke. Udfordringen for os, der bor i udkants Danmark i dag er: Kan der skabes nye kulturbærende vækstlag? Før det spørgsmål kan besvares, er det nødvendigt, at regering og folketing tager stilling til, om de vil følge supercentralisten Connie Hedegaards oplæg om at tømme landdistrikterne hurtigst muligt for befolkning og rydde op efter dem, så det kun er de største bysamfund, der er beboede. Eller er der politisk vilje til at tage et opgør med planhierakiet og det manglende kendskab til udkants Danmark, så der bliver mulighed for vækst og udvikling i hele landet?