Leder

Hvad med provinsen?

Regeringen præsenterede i går et arbejdsmarkedsudspil, der skal få mange flere i job. Fokus var især på nyuddannede og indvandrere. Men hvordan sikrer vi arbejdskraft til de områder, der ikke har de problemer?

Den socialdemokratiske regering vil føre politik med store reformer. De har snakket om et Danmark i bedre balance, hvor fokus er på decentralisering og modarbejdelse af globaliseringens værste konsekvenser. Med gårsdagens arbejdsmarkedsudspil handler det om, at Danmark kan og skal gøre mere, så vi kommer den manglende arbejdskraft til livs.

Men udspillet i går virker i første omgang til at være et storbyudspil, der ikke nødvendigvis sikrer arbejdsstyrken i provinsen. Hvor bliver balancen af?

Der blev prædiket pligtetik, da statsministeren med alvorlige miner sagde, at det ikke nødvendigvis skal være sjovt at gå på arbejde. Alle skal arbejde for at opretholde velfærdsstaten. Og så var der især to grupper, som spotlightet blev kastet på: nyuddannede og indvandrere.

Satsen for nyuddannede på dagpenge skal sænkes med over 4.000 kroner. Og så skal borgere med ”integrationsbehov” arbejde 37 timer om ugen for at modtage deres ydelse.

Udover at være rettet mod problemer, der hovedsageligt hører til i større byer, skal udspillet også ses i lyset af Arne-pension. Den sikrer, at personer med et langt arbejdsliv kan søge om tidlig pension. Ansøgningen åbnede 1. august og i løbet af den første måned var der allerede 16.000, der havde søgt. I top 20 over de kommuner, hvor der har været forholdsmæssigt flest ansøgere, er ikke mindre end ni af dem nordjyske. I alt har 2.214 nordjyder søgt om tidlig pension.

Beskæftigelsesministeriet har oplyst, at cirka en fjerdedel af de ansøgende forventes at komme direkte fra arbejdsmarkedet, mens de resterende vil komme fra efterløn og andre overførselsindkomster. Men selv hvis man regulerer for det, er det svært at se, hvordan gårsdagens udspil skal udfylde hullet, der bliver skabt i provinsen.

For hvad skal det hjælpe i Morsø Kommune – hvor 115 ud af 1653 berettigede ansøgere allerede har søgt om tidlig pension - at man får sendt nogle akademikere eller indvandrerkvinder i Aalborg hurtigere i arbejde?

Dimittendledigheden kan måske løses med det nuværende udspil. Måske skal der uddannes færre. Måske er løsningen, at flere statslige arbejdspladser, der tiltrækker akademikere, etableres i det nordjyske.

Men der skal noget andet til for at få mere arbejdskraft til provinsen. Uddannelsesinstitutioner, attraktive byer, gunstige erhvervsforhold, natur, kultur og måske udenlandsk arbejdskraft.

Regeringen indikerer selv, at der er mere på vej ved at have kaldt udspillet ”Danmark Kan Mere I”. Spørgsmålet er, hvor mange episoder, vi skal se, før udfordringerne med manglende arbejdskraft også bliver løst i provinsen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.