Hele landet

Hver syvende dansker tror på spøgelser

14 procent tror fuldt og fast på ånder - yderligere 30 procent vil ikke afvise deres eksistens, viser undersøgelse

Arkivfoto
Arkivfoto

HELE LANDET: Tror du på overnaturlige fænomener? Nej, slet ikke, lyder svaret fra 53 procent af danskerne. Men hver 7. dansker (14 procent) tror fuldt og fast på overnaturlige fænomener som eksempelvis spøgelser, ånder, skytsengle, clairvoyance eller lignende, mens hele 30 procent ikke vil afvise tanken, skriver Politiken lørdag. Tre procent svarer ”ved ikke”. Dermed er næsten halvdelen af danskerne åbne for, at der findes overnaturlige fænomener, viser en ny måling lavet af Megafon for Politiken i anledning af Halloween.

- Der er hos mennesker et helt basalt behov for at tro på et eller andet. Mennesket har ifølge teologien en indbygget længsel efter Gud. Nu, hvor færre går i kirke, retter mange troen mod en bredere åndelighed, fordi vi har behov for at tro, siger Niels Christian Hvidt, der har en teologisk doktorgrad og er lektor ved forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet, til Politiken.

Flyvsk forståelse

Eksperter er enige om, at andelen af troende danskere formentlig har været konstant i årtier, men måden, vi tror på, har ændret sig markant de sidste 40-50 år. At halvdelen af danskerne tror på overnaturlige fænomener, kommer ikke bag på psykolog og forsker i klinisk religionspsykologi Dorte Toudal Viftrup.

- Før i tiden, hvor kristendommen var meget dominerende, havde danskerne en meget singulær gudsforståelse. I dag er den pluralistisk, meget mere flyvsk, mere åben og mindre fordømmende, mener Dorte Toudal Viftrup til Politiken.

De 44 procent, der ifølge Megafonmålingen er åbne for overnaturlige fænomener, består af en broget skare, mener Dorte Toudal Viftrup.

- Det ville være lidt for hårdt at kalde deres tro overfladisk. Men troen er enormt individualiseret. Mange tager lidt her og der, som de nu har behov for, siger Dorte Toudal Viftrup til Politiken.

Noget om det

De 44 procent dækker formentlig over få, der dyrker det overnaturlige intenst flere gange om ugen, og mange, der bare ikke benægter, at der kan være ”noget om det”, mener Dorte Toudal Viftrup.

Men den udbredte åbenhed over for overnaturlige fænomener skyldes også en sammenrodning af begreber, mener Kaare Claudewitz, formand for Selskabet for Psykisk Forskning, der udforsker parapsykologiske hændelser på et videnskabeligt grundlag.

- Folk putter en masse ting ind under den samme hat. Tror du på clairvoyance, tror du sikkert også på et liv efter døden, selv om det slet ikke er det samme, siger Kaare Claudewitz til Politiken.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden