Hver syvende er hadefuld
Debatkulturen på nettet et demokratisk problem, mener Institut for Menneskerettigheder
Opdateret kl. 22:09
DANMARK: Hver syvende Facebook-kommentar fra danskere, der reagerer på en nyhed fra DR eller TV 2, er hadefuld.
En analyse, som Institut for Menneskerettigheder har foretaget af 3000 kommentarer, viser i hvert fald, at 15 procent af kommentarerne udtrykker hadefuldhed - selv efter, at medierne har haft 12 timer til at luge ud i de værste kommentarer.
- Det analyserede materiale fortæller derfor ikke, hvor mange hadefulde ytringer brugerne reelt formulerer, men hvor mange og hvilken type hadefulde ytringer der står tilbage i debatten, når medierne har fjernet indlæg, hedder det fra instituttet, der konkluderer, at det er et demokratisk problem.
Afholder sig fra at deltage
Institut for Menneskerettigheder sammenholder nemlig analysen med en undersøgelse, Danmarks Statistik foretog i sommeren 2016, som viste, at 50 procent af de adspurgte mænd og kvinder afholder sig fra at udtrykke deres mening og deltage i debatten på grund af tonen.
Instituttet udfordrer på den baggrund medierne på deres evne til at holde en god tone, når der selv efter en frasortering af de ulovlige kommentarer og kommentarer, der strider imod mediets egne retningslinjer, stadigvæk er 15 procent tilbage, som udtrykker had imod nogen eller noget.
Især mænd er hadefulde
- Det tyder på, at nyhedsmedierne mangler at finde nøglen til, hvordan de håndterer de hadefulde ytringer, der ikke er decideret ulovlige, hedder det i analysen, som fortæller, at det langt overvejende er mænd, der står for de hadefulde kommentarer, men at kvinderne dog står for hver fjerde.
Det er i øvrigt mest politisk uenighed, 31 procent, der får folk til at udtrykke sig på en måde, der er "stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerende og truende ytringer, der fremsættes offentligt mod et individ eller en gruppe baseret på individets eller gruppens køn, etnicitet, religion, handicap, seksuelle orientering, alder, politiske observans eller sociale status."
Men også andres etnicitet, religion og køn får ofte hadet frem hos mediebrugerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.