Kirkepolitik

Hvilken ødselhed?

Det er noget af et flop, når folkekirkens egen minister, ligestillings- og kirkeminister Manu Sareen, svinger pisken over den kirke, han selv er minister for, og beskylder kirken for et urimeligt og for stærkt stigende pengeforbrug.

Ministeren er i den seneste uges tid refereret i flere dagblade for at hænge kirken ud for ødselhed. En ødselhed, som ministeren sætter ord på ved at konstatere, at den kirkeskat, der opkræves til kirkens drift, er steget med 300 mio. kr. kroner i perioden fra 2009 til 2011. Det er vel et forholdsvis let område at skabe sig en hellig forargelse på, men inden forargelsen udvikler sig urimeligt, kunne det måske være hensigtsmæssigt at drage realismen ind i billedet ved at se på et par konkrete forhold. 300 millioner kroner lyder i de fleste menneskers ører som et stort beløb. Nuvel. Det beløb, folkekirken opkrævede i kommunal kirkeskat udgjorde i 2009 5,6 milliarder kroner. Dette beløb stiger så som ministeren anfører 300 mio. kr. til 5,9 milliarder kroner i 2011. Hvis ministeren ville bruge sin lommeregner, ville han forholdsvis enkelt kunne konstatere, at der er tale om en skattestigning på 2,5 pct. om året i de to konkrete år der er anført. Vi kan konstatere, at nettoprisindekset i Danmark er steget 5,8 pct. (2,9 pct. i gennemsnit) i årede 2008 og 2009, altså de to år, der ligger til grund for de år, skattestigningen vedrører. Samtidig må vi konstatere, at over halvdelen af kirkeskatten anvendes til lønninger til kirkens ansatte. Lønudviklingen i perioden har været på mere end 2,5 pct. årligt, så ødselheden på landsplan i gennemsnit må anses at være begrænset omend negativ. Ser vi på forholdene i Nordjylland, eksempelvis på Frederikshavn Provsti, der dækker samme geografiske område som Frederikshavn kommune, er forholdet det, at den samlede opkrævede kirkeskat i 2009 udgjorde lige godt 75 mio. kroner. Beløbet stiger over en to årig periode med 1,9 mio. kr. svarende til 1,3 pct. årligt. Altså en udvikling der er noget lavere end prisudviklingen. I det sogn, hvor jeg er formand for menighedsrådet, er ligningsbeløbet steget med 0,9 pct. årligt i den anførte periode. I perioden fra 2011 til 2012 er der direkte fald i ligningsbeløbet. Menighedsrådets opgave er så år for år at skære noget af den kirkelige aktivitet væk. Det er ikke enkelt i et sogn, hvor der kommer over 45.000 mennesker om året, og hvor Folkekirken synes at fungere som folkets kirke, Ministeren har jo ikke været minister så længe, og det er prisværdigt, at han har sagt, at han vil modernisere folkekirken. Det er så bare det, at inden man laver for letkøbte "moderniseringer" bør man lige stikke fingeren i jorden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden