Frederikshavn

Hvilken skole går lille Peter på efter ferien?

Alle kommunens folkeskoler skal have nye navne fra 2015-16

Fladstrand Skole, nej, undskyld, Frydenstrandskolen afdeling Buhlsvej, skal slås sammen med Nordstjerneskolen, og begge skoler skal have nyt fælles navn fra næste skoleår. Arkivfoto: Peter Broen
Fladstrand Skole, nej, undskyld, Frydenstrandskolen afdeling Buhlsvej, skal slås sammen med Nordstjerneskolen, og begge skoler skal have nyt fælles navn fra næste skoleår. Arkivfoto: Peter Broen Peter Broen

FREDERIKSHAVN: Skoleeleverne i Frederikshavn Kommune skal holde tungen lige i munden, når de fremover skal svare på et tilsyneladende simpelt spørgsmål som, hvilken skole går du på?

Skolerne skal nemlig skifte navn fra næste skoleår, hvor kommunens folkeskoler lægges sammen i blot fire distrikter.

Ifølge Folkeskoleloven må der kun være én skole i hvert distrikt, og dermed kun ét skolenavn.

Fusionsskoler

Frydenstrandskolen for eksempel, som er en fusion af Abildgårdskolen og Fladstrand Skole.

Den lægges sammen med Nordstjerneskolen, der er en fusion af Munkebakkeskolen, Ørnevejens Skole og Hånbækskolen.

Hvad skal den så hedde? Og hvilken afdeling går lille Peter i 0A så i? Og hvad blev der af gode, gamle Fladstrand? Tordenskiold roterer i sin grav, når han læser dagens avis ...

Eller hvad med Hørby-Dybvad Skole, der, som navnet antyder, også er en fusionsskole? Den lægges sammen med Sæby Skole, Sæbygaardskolen, Torslev Skole i Østervrå og Stensnæsskolen i Voerså. Men hvor går lille Holger fra Hørby så hen, når han skal i skole?

Eller hvad med skolerne i Gærum, i Strandby, i Ravnshøj, i Aalbæk eller i Skagen? Forsvinder bynavnene nu ud af skolernes abc og vores fælles historiebog?

Halsbrækkende navneleg

Og navnelegen stopper ikke her.

Om cirka tre år lægges skoledistrikterne sammen med fire dagtilbudsdistrikter til fire børnedistrikter.

Lyder det som en halsbrækkende øvelse blottet for respekt for historien og oldgamle bynavne, hvor årtiers identitet og lokal forankring rives op med rode, ja, så bliver der nok at tale om, når bestyrelserne for skoler, daginstitutioner og dagplejen senere i oktober og november indkaldes til fællesmøder om ”fælles historie i nye distrikter”.

Navnene på de fire nye gigant-distrikter og -skoler skal bestemmes endeligt på børne- og ungdomsudvalgets møde 4. december.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden