Hvor er dannelse og pli?
Vi har i disse år mange udfordringer. Ikke mindst den livsstil, der er blevet populær, udfordrer os. At være i nuet er godt - men at leve i nuet er dårligt. Uden rødderne og den historiske viden bliver man rastløs og rodløs. Den nye teknik sætter os på prøve.
Racehygiejne startede i Europa (faktisk i Sverige) før Første Verdenskrig. Omkring 1930 indførte man i dansk lov, at man kunne sterilisere mennesker, fordi de var epileptikere, alkoholikere eller ikke så intelligente. Det virkede helt til 1967. Ikke mindst oplevelserne i det tredje rige førte til, at tanken kom i modvind. Men i dag er den - stort set uden diskussion - blevet genindført ad bagvejen. Ægsortering, genteknologi og kloning er dagens muligheder. Det er en udfordring til vort menneskesyn. For nylig så jeg en artikel, hvor et menneske mente, at narkomaner ikke skulle have lov at få børn, for de kunne jo ikke passe dem. Jo, tankerne er der stadig. Mobiltelefonen og Internettet har erstattet menneskeligt samvær. Man bruger mere tid på Facebook venner end på fysiske venner. Ligegyldig overfladisk underholdning i tv - nyheder, der skæres ned, så ingen forstår, hvad sagerne egentlig handler om - samt mængdevis af "events", der handler om i dag og ikke mere, fylder vort liv. Vi jager og bliver jagede. Vi rager til os og vil ikke byde ind på fællesskaber - hvorfor skal jeg betale til børnehaver og skoler, når jeg ikke har børn? Ensomheden breder sig. Ældre hævdes at være en ""byrde" og de dele af landet, der ikke lige er i centrum ligeså. Jo, der er meget at tage stilling til, men hvor er mennesket i al det her? Man burde genopdage ordet "dannelse". Ikke dannelse i den forstand, at man skal vide hvad form Runde Tårn har eller om Skagensmalerne har malet på Skagen. Heller ikke i den forstand, at man skal stå ret og finde sig i alle ting. Men "dannelse" som den måde, mennesker behandler hinanden på. Spillereglerne for vort samvær. Tænk, hvis vi fik et samfund, hvor man accepterede, at naboen lever anderledes end én selv. Hvor man gav ret til forskellighed. Det ville blive et spændende samfund, men samtidig ville det sikre vort folkestyre. Man kan kun have demokrati, hvis man accepterer at ens naboen er anderledes end én selv. Endelig ville det bringe en række grupper af mennesker, der i dag drømmer om fællesskabet, men som ikke bliver lukket ind i det, nyt håb. Et samfund, hvor man overvejer det, man siger og gør, før man gør det. Er det, man vil gøre nyttigt og er det i overensstemmelse med ens livsgrundlag? Eller træffer man blot beslutninger, fordi det er de populære, de lette eller dem, man kan tjene mest ved? De ord, vi siger, er farlige våben. De kan såre og de kan skade. Derfor bør vi også tænke før vi taler. Et samfund, hvor vi husker at rose og sige tak. Hvor ofte glemmer vi ikke det lille smil eller det lille klap på skulderen, der gør dagen og livet helt anderledes for et menneske. Et samfund, hvor vi erkender, at det ikke nødvendigvis er ens egen dagsorden og ens eget liv, der er i centrum - andre kan jo også bidrage med en tanke. Lyt til andre - man kan blive klogere - men man kan jo også opdage, når et menneske er ensomt, har mistet en kær eller er syg. Så kan man stå ved dets side. Men man opdager det aldrig, hvis man bare løber videre alene med sine egne tanker og sin egen karriere i hovedet. Et samfund, hvor vi husker at leve er at leve for og med andre mennesker. At leve er ikke at isolere sig - enten fysisk eller i sin egen egoisme. Vi skal have nærhed, når vi taler med eller hilser på mennesker. Når vi handler, når vi ekspederer, når vi siger godaften ved et selskab eller når vi møder et menneske på gaden, skal der være nærvær. I disse forjagede tider er det meget let at have andet i hovedet end det menneske, man netop nu er sammen med. Men det ødelægger medmenneskeligheden. Man går selv glip af det vigtigste i livet, nemlig forholdet til andre. Andre mennesker vil miste lysten til at være med én, for man er jo alle andre steder. Der kunne nævnes mange andre eksempler. Og kunne man sammen med dannelsen genopdage ordet "pli", ville meget være nået. Fordi man har ytringsfrihed, behøver man jo ikke have ytringspligt. Når vi møder en dame med en barnevogn, der skal ud ad døren, kunne vi jo godt stoppe op og holde den for hende. Når nogle varer liggee på gaden, væltet af vinden, kunne vi jo godt samle dem op - i stedet for at gå videre eller direkte træde på dem. Vi kunne jo også rydde op efter os, så pizzabakker og øldåser ikke skulle præge vor natur. Vi kunne som bordherre også spørge til vor borddame, hvad hun laver og tænker - i stedet for at tale uafbrudt i tre timer om det, vi gør, det vi vil og det, vi kan. I virkeligheden kunne "dannelse" og "pli" gøre vort land til et endnu bedre sted at være. Der skal faktisk så lidt til. Som Victor Borge skrev: "Den korteste vej mellem to mennesker, er et smil". Skulle vi starte i dag? God søndag. Peter Duetoft, Sindal. Historiker. Folketingsmedlem (CD) 1988-2001, Landsformand (CD) i 1978-87 og igen fra 2004, nu medlem af Socialdemokraterne. Byrådsmedlem i Hjørring.
