Hvor er foreningslivet på vej hen?
Konference med ambitiøst program sætter fokus på foreningslivets udfordringer, drømme og muligheder
FREDERIKSHAVN: Skatteminister Karsten Lauritzen og fodboldkommentator og tidligere europamester i fodbold Morten Bruun er blandt deltagerne i en ambitiøs forenings og fritidskonference, som afvikles i Maskinhallen i Frederikshavn den 12. november.
Det er FUF, Idrætssamvirket og Frederikshavn Kommune, der sætter fokus på tre væsentlige områder for foreningerne: Fundraising, aktivitetsudvikling og foreningsfællesskab.
Hvert af de tre emner bliver præsenteret på tre workshops, og der vil være mulighed for at shoppe mellem de tre spor i løbet af dagen.
Samfund i forandring
Konferencen henvender sig til foreningslivets ansatte, ledere, trænere, bestyrelsesmedlemmer, politikere, forvaltning og alle andre med interesse i udviklingen af forenings- og fritidsområdet. Og så er det gratis ...
Udgangspunktet for konferencen er den hastige forandring, der i disse år vender op og ned på det traditionelle foreningsliv.
Forpligtende fællesskaber udfordres, når danskerne i højere grad forfølger egne mål og interesser.
Imponerende program
Konferencen i Maskinhallen strækker sig over hele lørdag den 12. november, og programmet varierer mellem en række oplæg fra forskellige foredragsholdere over workshops til middag og aftenunderholdning fra scenen.
Karsten Lauritzen fortæller om foreningslivet frem mod 2025 set fra Christiansborg, mens Morten Bruun taler over overskriften "Målrettet mangel på målrettethed".
Derudover er der indlæg fra blandt andre Martin Justesen, tidligere frederikshavner, der i dag er pressemedarbejder på Christiansborg. Martin Justesen har en fortid som formand for DUF og han lægger op til debat om visionerne for foreningslivet med tre lokale politikere: Christina Lykke Eriksen, Mogens Brag og Anders Brandt Sørensen.
Hvor skal vi hen, du?
Søren Møller, formand for DGI, taler om emnet "Hvor er foreningslivet på vej hen?", og fotograf Tao Lytzen, PixlArt, viser en fotografisk opsamling af foreningernes fremtid.
Christina Palmstrøm, frederikshavner og hovedbestyrelsesformand for De grønne pigespejdere, giver sit bud på "Den bedste udgave af foreningsfremtiden".
Underholdning
Konferencen slutter med underholdning fra scenen i Maskinhallen, hvor der blandt andet bliver mulighed for at møde Mathias Käki Jørgensen, kendt fra "Norskov" og aktuel i "Vild med Dans", sangerinden Lise Hjørne, OL-medaljevindere og Musikskolens Talentklasse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.