Hykleri i DBU
For nogle år siden var der en ung mand, der i en brandert gjorde noget dumt - det gør man jo lettere med promillerne indenbords.
Desværre for ham var det på direkte tv lørdag aften med et stort seertal, og landsholdet havde spillet mindre godt. Den landsdækkende lynchstemning steg til uhørte højder. Nu kom også DBU på banen. Det er en organisation, som bl.a. får unge til at dyrke idræt. De følte sig forurettet, forulempet og mente, de kunne se frem til at miste indtægter. Hvad tjener DBU på salg af øl? Hvad har deres indtægter ikke været fra sponsorater for øl producerende firmaer? Er DBU kun en interesseorganisation, der vil fremme sundheden ved at få unge til at spille fodbold? Nej, DBU er også en effektiv forretning. Idrætsparken i København er Nordens største værtshus. Hele stadionet er omkranset med reklamer for spiritus, og DBU benytter også firmanavne, som fremstiller alkoholdiske drikke, som sponsorer. DBU har med andre ord støttet og opfordret til øget forbrug af alkohol. DBU har tjent rigtig gode penge på salg af øl til landskampe igennem årene. Også på ølsalg til unge mennesker uagtet, at det ikke er sundt for unge. Den unge mand er et offer for virkningen af DBUs indtægtspolitik, som får unge til at indtage alkohol til idrætsarrangementer. DBU bør undskylde over for den unge mand, at man har tjent kassen på alkohol til bl.a. unge og frivilligt give ham en passende erstatning. Beløbets størrelse kan vel passende være to-tre mio. kr. Man har givet ham et "Jesper Olsen"-navn. Manden er ikke tosset - han er bare et offer for DBUs alkoholpolitik. DBU må nu tage ansvar i denne sag; det er den unge mand, der er offer - ikke DBUs pengemaskine. Det er landets største værtshusholder mod en almindelig ung mand. Det ser ikke pænt ud, kære DBU!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.