I Maria Hellebergs hule hånd
Helleberg fortalte om sin kommende bog om Stygge Krumpen og Elisabeth Gyldenstjerne
Opdateret 14. april 2017 kl. 22:17
SÆBY: Der er ikke sket noget væsentligt nyt de sidste knap 500 år.
Ganske vist slog Luther nogle teser op i en kirke og ændrede dermed det europæiske religionskort.
Men mennesket er det samme med de samme drifter med hensyn til magt og sex og alt det der, der har optaget os i al evighed.
Blot er rammerne ikke de helt samme.
Forfatteren Maria Helleberg, som især gør det i historiske romaner med historiske personer, har lige sendt sin udgivelse nummer 91 til sats.
Bogen får titlen Stormene og handler om Stygge Krumpen, den sidste katolske biskop på Børglum Kloster, og han store kærlighed, adelsdamen Elisabeth Gyldenstjerne.
Bogen hed oprindeligt De tre storme, men på det sidste billede fra forlaget, som er det danske bibelselskab, er titlen lavet om til det mere mundrette Stormene.
Maria Helleberg tager sig selvfølgelig nogle friheder, som krydrer historierne lidt, men der ligger et meget stort researcharbejde forud for udgaven.
Stort publikum
Maria Helleberg har et meget stort og trofast publikum, og mange af dem var mødt frem på Sæbygård Slot skærtorsdag for at høre om bogen.
Og Maria Helleberg forstår ikke bare at skrive fængende og underholdende.
Hun er også i den grad leveringsdygtig i levere et foredrag, hvor hun muntert fortæller om, hvordan den Stygge Krumpen og Elisabeth Gyldenstjerne stormende kærlighed havde det under reformationen med magtkampe og intriger og ikke mindst religionen.
- Hvis nogen tror, at fake news er en ny opfindelse, så må de tro om igen. De benyttede sig meget af fake news dengang, fortalte hun sine tilhørere.
Da hun skulle beskrive, hvordan det gik for sig, når parret lå med hinanden, efter at de meget strenge ægteskabslove var trådt i kraft efter reformationen, trak hun en parallel til Bill Clinton.
- Stygge Krumpen fandt ud af, at de skulle tages nøgne og han skulle være indeni hende, så det handlede om at sørge for, at ingen brasede ind i værelset, fortalte hun til de mange fremmødtes latter.
Ellers var straffen døden for begge,
I dagens anledning havde Maria Helleberg fået en helt ny kjole, som er syet efter kjoler på billeder fra perioden omkring reformationen - altså i 1530’erne.
Annette Herbst fra firmaet Historicum, som er specialister i at genskabe fortidens klæder, har syet dragten.
Der er ikke gået på kompromis med stofvalget, og der er ingen lette genveje med lynlåse eller burrelåse.
Der er tale om store mængder silke og guldtråd med ægte guld i.
- Den er lavet på samme måde som i 1500-tallet. Den er faktisk pivfræk efter datidens standarder, for med det åbner livstykke er det sådan set undertøjet, man ser, fortæller Annette Herbst.
For Maria Helleberg har det også været noget af en aha-oplevelse at iføre sig en tidstypisk dragt.
- Nu forstår jeg, hvor de holdt armene foran, for man kan ganske enkelt ikke gå med armene ned langs siden i sådan en kjole. Men den er overraskende nem at have på, for det er kjolen, der former dig og ikke omvendt, siger hun med henvisning til det store korset, der bærer det hele.
Bogen, der efter planen udkommer 1. juli, udgives af Bibelselskabet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.