I retten i Iran

"Nader og Simin"

Sådan ser en iransk retssal ud indefra. Leila Hatami spiller Simin, mens Peyman Moaadi spiller Nader.Still

Sådan ser en iransk retssal ud indefra. Leila Hatami spiller Simin, mens Peyman Moaadi spiller Nader.Still

Galleri - Tryk og se alle billederne.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

I Amerika er retssalsdramaet en kendt - og i en vis grad også elsket - genre. Det er en genre, der er utrolig ensformig og fortærsket. Det er klicheernes ypperste holdeplads: To parter mødes i retssalen. Vi holder med den ene part, som står til at tabe. Og vupti: Så dukker der nyt bevismateriale op, og dem vi holder med, vinder kampen. Og det nye materiale er altid noget, der findes af vores helte. Det er ikke noget, politiet har støvet op. Men i kraft af begavelse og stædighed, vinder retfærdigheden til sidst. Lad mig komme med en indrømmelse: Jeg hader den genre. Især for sin forudsigelighed. Det blev bestemt ikke bedre, da TV 2 sendte deres serie: "Forsvar" skåret over samme læst. Og her hjalp det ikke, at Adam Price var forfatter. Tilbage i 2003 var der nemlig ingen, der vidste, at han og broderen er geniale. Nu har vi så mulighed for at komme med ind i en iransk retssal i "Nader og Simin". Og det er altså noget anderledes end de amerikanske film. Her er ingen advokater. Kun en dommer og sagens parter. Det er mænd med skæg på kinderne og kvinder med viskestykker på hovedet. Og så den farlige Koran, som man kan sværge ved. Der er nemlig ingen, der tør lyve med Koranen i hånden. Filmen forfølger også et andet spor: Nader og Simin der ligger i separationsforhandlinger. Simin (Leila Hatami) vil skilles fra Nader (Peymann Moaadi). Hun vil til udlandet for at få et rigtigt liv. Han vil blive i Iran for at passe sin far, der er svært angrebet af Alzheimers. Dommeren mener ikke, at det er grund nok til skilsmisse, så konen flytter hjem til sin mor. I stedet ansætter Nader en hushjælp. Hun er gravid i fjerde måned. Nader skubber til hushjælpen, da hun i arbejdstiden forlader hans far i nogle timer og binder ham til sengen. Men hvad skete der så lige her: Nader mener, han skubbede hende ud af døren i vrede. Hun mener, at hun blev skubbet ned ad trappen og dermed mistede sit ufødte barn. Og det er disse begivenheder, der skildres i retssalen. Filmen er helt grundlæggende flot i sin skildring af skilsmissedramaet. Det kunne finde sted overalt. Filmen giver lige så grundlæggende et særdeles spændende indblik i ikke blot det iranske retssystem, men også i det iranske samfund, der er gennemsyret af æresbegreber og gudsfrygt overalt. Men filmen er også fortalt i et helt anderledes tempo, end vi er vant til. Alting foregår i realtid, og det giver nogle lange - for lange - klip mange steder, hvor handlingen snegler sig af sted som et finsk tv-spil fra 1960'erne. Det, der redder filmen, er dens spændende og realistiske skildring af Iran. Et land der er så lukket for de fleste. Et land der er berygtet for sine steninger, atomanlæg, jødehad og religiøs fanatisme. Men også et land, der er bærer af en smuk gammel kultur og af en grundlæggende demokratisk tradition. Begge dele er dog blevet løbet over ende og smadret, da USA og England afskaffede demokratiet i 1953 og indsatte en shah som leder for at få adgang til landets olie. De seneste 59 år har været ren nedtur for landet. Men der er en optur på vej inden for landets filmindustri, i det beskedne omfang, den får lov at blomste. Denne film fik for eksempel Guldbjørnen på filmfestivalen i Berlin sidste år. Max Melgaard max.melgaardnordjyske.dk "Nader og Simir" ("Jodaeiye Nader az Simin") Instruktør: Asgar Farhadi 2 timer og 3 minutter, frarådes under 7 år Biffen, Aalborg

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.