I rørskoven
Det er fascinerende for børn som for voksne at gå på broerne for at studere fugle og anden natur
VEJLERNE: Alle, der nogen sinde har kørt i bil mellem Fjerritslev og Thisted, kender Vejlerne. Problemet er bare, at de fleste kun kender Bygholm Vejle. Og de kender den kun fra den kilometerlange dæmning langs Bygholm Vejle.
Alene køreturen over dæmningen er fascinerende. Hver gang. Om man så kører der dagligt, så er det en ganske særlig oplevelse, fordi man kører med vand på begge sider.
For andre er oplevelsen, at man kan køre ekstremt stærkt på den snorlige og lidet trafikerende landevej, men det er en hel anden historie, selv om der er mange, der også elsker det.
Langs vejlen er der et par store rastepladser med udkigstårne. De er velbesøgte.
Men har man kun set det, er man blevet snydt. For området er fantastisk. Brug en halv dag på at køre rundt i området, og man finder snart ud af, at Bygholm Vejle kun er toppen af isbjerget.
Der er masser af dæmninger i området. Der er masser af udsigtstårne i området. Find dem, og du vil elske det.
Der er også masser af fugle i området, men man behøver ikke have pip for at komme her. Man kan også nyde resten af naturen. Her er nemlig også masser af rørskove. Her er lave indsøer/fjorde.
Han Vejle Skjulet
Langs med Lundfjordvej, der er en sidevej til Vustholmevej, kan man komme ind til Han Vejle Skjulet.
Det sted er med garanti et besøg værd. Også børn vil elske det. Det består af nogle hundrede meter med træbroer ud i rørskovene. Broerne fører ud til et par udsigtsposter, hvorfra der er udkig til vejlen.
Det bedste er måske, at der kun er ganske få mennesker på dette ukendte sted. Men det ligger sandelig heller ikke på klos hold landevejen.
Noget af det, der slår én herude er den larmende stilhed. Fordi man er så langt væk fra alting. Fordi det måske er et af de mest øde steder i landet, som man kan køre til i bil.
Gammel jernbanedæmning
Vejen herud er den gamle jernbanedæmning. Altså ganske smal. Og igen er det dybt fascinerende at køre med vand på begge sider.
Herfra kan man opsøge alle de andre dæmninger og udsigtspunkter. Tag mod Hovsør og nyd dæmningen over Lønnerup Fjord. Tag til Arup Dæmning. Find Arup Vejleskjulet. Find Kærup Holmeskjulet. Find Tømmerby Fjordtårnet.
Og hvor finder jeg så lige det, spørger du måske?
Det er let nok. For på mange af skjulestederne - når man først har fundet det første - ligger der en brochure med masser af oplysninger og gode kort over området. Tag kikkert med, hvis du har pip eller gerne vil se fugle. Men det er faktisk ikke nødvendigt. For naturen er måske mere fascinerende end dyrelivet. Men har du noget med fugle, så er dette måske også Danmarks mest interessante sted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.