Ib Nellemann igen V-formand
Ib Nellemann, Aabybro, er tilbage som formand for Venstre i Jammerbugt Kommune.

Ib Nellemann er tilbage som formand for Venstre i Jammerbugt. Arkivfoto:
Han afløser Birgitte Nielsen, Aabybro, som for et stykke tid siden meddelte, at hun ikke ønskede at fortsætte. - På generalforsamlingen blev jeg opfordret til at tage formandsposten. Jeg er selvfølgelig meget stolt over at få den opfordring, siger Ib Nellemann, som stoppede som formand i 2010. Ib Nellemann, som også sidder i kommunalbestyerlsen, var også formand for Venstre i Brønderslev-kredsen, men er nu trådt tilbage. Venstres generalforsamling blev holdt i Sport og Kulturcenter Brovst med knap 50 deltagere. Birgitte Nielsen roste i sin formandsberetning byrådsgruppen for en flot og energisk indsats i året der er gået. Der er truffet nødvendige, men også svære beslutninger i bestræbelserne på at sikre faglighed og økonomisk bæredygtighed. Birgitte Nielsen glædede sig over et aktivt år, hvor nyskabelsen Debatforum er slået igennem, ligesom det er lykkedes at få genoplivet VU, som har et pænt medlemstal. Den efterhånden traditionsrige Grundlovsfest på Bratskov blev omtalt - en god dag med mange deltagere. Generalforsamlingen traf en række beslutninger i relation til det kommende kommunalvalg. Bl.a. om sideordnet opstilling, placeringerne på listen i forhold til de fire lokale Venstrevælgerforeninger og tidspunkter for opstillingsmøder. Venstre havde besluttet at sætte fokus på landbruget efter generalforsamlingen. I den anledning var godsejer Jørgen Skeel og adm. direktør i LandboNord Uffe Bertelsen inviteret til at komme med indlæg. På baggrund af de inspirerende indlæg var der en god debat om fremtidsmulighederne for landbruget i Danmark, og ikke mindst i Limfjordsoplandet og dermed Jammerbugt Kommune
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.