Idrætsdage i Als indledt
Byfesten i Als fik dog en ujævn start
ALS: Boldklubben Viking i Als kom onsdag lidt skævt i gang med den afkortede idrætsuge. Flere af de planlagte aktiviteter måtte aflyses, men det vigtigste, fællesspisningen, i samarbejde med den lokale husmoderforening blev gennemført med stor succes.
130 mennesker var samlet i festteltet på Als stadion, da det lokale Helles Køkken rullede menuen frem, blandt andet mexikanske pandekager og salater i alle afskygninger.
Der var planlagt en gymnastikopvisning af Tina´s Tøser, men adskillige af tøserne var draget på efterskole, så der var ikke nok at tage af til, der kunne gennemføres en ordentlig opvisning.
En damefodboldkamp kunne heller ikke gennemføres. Minutter inden, der skulle fløjtes op, meldte Vikings modstander afbud, oplyser formand for boldklubben, Henrik Sloth.
Frem til og med lørdag bydes der på en række fodboldkampe, blandt andet tages der hul på efterårssæsonen i serie tre, hvor vikingerne skal møde Svenstrup/Godhåb, fredag aften.
Lørdagen er traditionel, mest for sjov. En gadefodboldturnering med efterfølgende spisning, grillstegt svinekamp. Aften- og natteløjerne springer man i år over.
Alle dagene sælger boldklubben lotteri.
- Og det er noget ud over det sædvanlige. Vi har været heldige med rigtig mange flotte sponsorater, blandt andet et gavekort på 6000 kr. til en forlystelsespark og en spritny cykel, foruden en lang række andre præmier, siger Henrik Sloth.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.