- Ikke flere flygtninge i Vigsø
Nogle deltagere ved borgermøde om asylansøgere gav udtryk for, at grænsen for antallet er nået nu
VIGSØ: Skal byrådet sige ja til at forlænge aftalen med Udlændingestyrelsen om at bruge en del af Vigsø Feriecenter som asylcenter? Det var emnet for det borgermøde, der blev holdt på feriecentret i går. Den til tider ophedede debat kom dog videre omkring.
En del af de fremmødte borgere rejste spørgsmålet om, hvorvidt grænsen er ved at være nået for, hvor mange flygtninge Thisted Kommune, og ikke mindst de områder, hvor flygtninge bor, kan rumme. Ikke alene i Vigsø, men også i Hanstholm.
- Jeg synes godt, at asylansøgerne kunne være lidt mere ligeligt fordelt. De bor kun i yderdistrikterne, var der en kvinde, der påpegede.
- Vi er kun 25 fastboende i Vigsø. Så fylder 100 asylansøgere meget, sagde en anden.
Grænse på 480 i alt
Thisted Kommune har i øjeblikket sat en grænse ved 480 asylansøgere i alt i kommunen, heraf 330 i Hanstholm, 50 i Vestervig og 100 i Vigsø.
Ole Christensen (S), formand for social- og sundhedsudvalget, erklærede sig enig i, at området næppe kan bære flere flygtninge end dem, man har i dag. Han sagde samtidig, at han ikke har hørt om problemer i forbindelse med flygtningene i Vigsø.
- Hvad laver politiet så herude? De kører tit herop, lød det vredt fra salen.
Lars Enevold Andersen, leder af Hanstholm Asylcenter, forklarede, at halvdelen af de 25 huse, der benyttes i Vigsø Feriecenter, sidste år var fyldt op med singler, og det giver ofte lidt flere problemer. Men af samme grund bor der kun familier i husene nu.
Ingen konkrete problemer
Knud Lund, der bor i Vigsø i sommermånederne, efterlyste meldinger fra salen om, hvorvidt der var nogle, der har oplevet egentlige problemer med asylansøgerne, bortset fra at man måske ikke kan lide fremmede.
- Jeg har ingen problemer med dem, bortset fra at jeg ikke kan sælge mit hus, sagde én.
- Huse i Vigsø var usælgelige længe før, der overhovedet kom flygtninge, svarede en anden.
Ingen kunne komme med eksempler på konkrete problemer. Tværtimod gav flere udtryk for, at man slet ikke ser meget til flygtningene.
Kirsten Nørgaard, direktør for Vigsø Feriecenter, understregede, at det er vigtigt for centret, at der er nogle, der lejer huse uden for sæsonen. Men eftersom 89 af de 178 huse er solgt til private, har man spurgt ejerne, som i første omgang udtrykte bekymring for, om det ville gå ud over udlejningen.
- Det gør det ikke, og vi har ingen negative tilbagemeldinger fra vores gæster. De opdager slet ikke asylansøgerne, oplyste direktøren.
Bussen kører forbi
Et par af naboerne til feriecentret pegede dog på det provokerende i, at asylansøgerne i Vigsø bliver kørt frem og tilbage i centrets egen bus til Hanstholm, mens de faste beboere savner busforbindelser og flere gange dagligt må se centrets bus køre forbi.
- Jeg synes, at det er helt i orden, at asylansøgerne er her, men I skulle overveje rammerne for, hvordan det hele hænger sammen i området omkring Vigsø og Hanstholm, var der en, der foreslog politikerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.