Hadsund

Ikke for meget spild

Ni af 10 ældre anlæg under Mariagerfjord Vand overholdt udlederkrav i 2012

Det nye rensningsanlæg i Hadsund tager sig af spildevandet, så såre de gamle anlæg lukker. Men rensekvaliteten herfra er ikke så ringe endda, viser Naturstyrelsens målinger. Arkivfoto: Grete Dahl
Det nye rensningsanlæg i Hadsund tager sig af spildevandet, så såre de gamle anlæg lukker. Men rensekvaliteten herfra er ikke så ringe endda, viser Naturstyrelsens målinger. Arkivfoto: Grete Dahl Foto Grete Dahl

MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Vand A/S overholder kravene i udledningstilladelserne på ni ud af de ti renseanlæg, som selskabet havde ansvaret for i 2012.

Det tiende anlæg, som ikke overholdt kravene, blev til gengæld lukket i slutningen af 2012.

Det fremgår af en rapport fra Naturstyrelsen om styrelsens tilsyn med spildevandsanlæggene i Mariagerfjord Kommune netop det år - altså 2012.

Direktør Søren Erikstrup fra Mariagerfjord Vand forventer mindst lige så gode resultater, når rapporten for 2013 kan præsenteres.

- Fremover regner vi med at kunne rense bedre end krævet, lover han.

- Det gør vi dels på grund af det nyligt indviede Mariagerfjord Renseanlæg - dels fordi vi jo løbende nedlægger eksisterende renseanlæg, tilføjer Søren Erikstrup.

Nedlæggelsen af de ældre renseanlæg går planmæssigt. Tidshorisonten for, hvornår det sidste anlæg lukker og slukker, er fremrykket fra 2018 til 2016.

Det nye Mariagerfjord Renseanlæg blev taget i brug for tre måneder siden og tog da fat på at rense spildevand fra nedlagte renseanlæg.

Fra slutningen af 2016 renses alt kommunens spildevand altså på anlægget på Islandsvej i Hadsund.

Mariagerfjord Vand A/S ejer og driver renseanlæggene, mens det er Mariagerfjord Kommune, der udsteder udledningstilladelserne.

For kontrollen af, om kravene bliver overholdt, står altså Naturstyrelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden