Arbejdsmarkedspolitik

Ikke skyggen af et akutjob

Der er meget langt mellem akutjobbene i Frederikshavn Kommune. SF kalder ordningen en fiasko

Akutjobordningen har ikke givet arbejde til mange. Søren Visti Jensen (SF) mener, ordningen er en fiasko og helt forfejlet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Akutjobordningen har ikke givet arbejde til mange. Søren Visti Jensen (SF) mener, ordningen er en fiasko og helt forfejlet. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:I et forsøg på at leve op til målet med oprettelse af tusindvis af akutjob i landets kommuner, opslås alle stillingsopslag som akutjob i Frederikshavn Kommune.

Fra 27. november til 19. maj er der blevet opslået 91 akutjob. Kun fem af stillingerne er blevet besat af en dagpengemodtager, der var truet af at falde ud af systemet.

På et møde i Arbejdsmarkedsudvalget blev politikerne orienteret om situationen for akutjob. Formand for udvalget, Søren Visti Jensen (SF) er ikke imponeret over ordningen og kalder det rent ud for en fiasko.

- Det, der er problemet med akutjob, er, at der ikke er sammenhæng mellem akutjobbene og målgruppen. De opslåede akutjob efterspørger ikke de faglige kvalifikationer, som kan honoreres af de folk, der typisk er ved at miste deres dagpengeret, siger Søren Visti.

Han mener, der er et stort misforhold i, at de folk, der mangler job, typisk er ufaglærte, mens de akutjob, der bliver slået op, kræver en faglært uddannelse som for eksempel elektriker.

- Der er ikke mange job til arbejdsmanden, som er de typer, vi har flest af, der står til at ryge ud af dagpengesystemet, lyder det fra Søren Visti.

Barok situation

I 2013 frem til og med marts måned har 180 forsikrede ledige opbrugt retten til dagpenge i Frederikshavn Kommune. Siden da er der kommet betydeligt flere til, mener Søren Visti.

Af dem er det meget få af dem, der har fundet et arbejde.

Søren Visti mener, at det er en helt forfejlet politik, hans partikolleger i regeringen har valgt at føre på området.

- Det er barokt, at vi tidligere i en situation med 50.000 ledige kørte med fire års dagpengeret uden at blinke. Nu har vi så 160.000 ledige i stedet for og to års dagpengeret, hvor man oven i købet har skærpet kravene til genoptjening. Det hænger ikke sammen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst