Biler

Ikonisk amerikaner kommer til Danmark

Den genopstandne Ford Bronco SUV kommer til Europa, og den lanceres herhjemme til næste år

Den store SUV findes i to længder. Den største med fire døre kommer til Europa. 
Den store SUV findes i to længder. Den største med fire døre kommer til Europa.  Foto: Ford

Opdateret kl. 14:17

GENOPLIVET: Det er svært at finde en SUV, som ånder mere af amerikansk historie end den Ford Bronco. Derfor genoplivede mærket med ovalen den store markante model i 2020, efter at den havde ligget i dvale i 25 år. Forhistorie tæller nemlig mere end nogensinde, og amerikanerne har især blødt punkt for de store firehjulstrækkere, hvor den rå Bronco, der så dagens lys i første generation tilbage i 1966, står som noget særligt.

Det betød, at bilen blev revet væk. Men nu går Ford et skridt videre og lancerer bilen i en række europæiske lande, inklusive Danmark, hvor den formentlig vil lande i slutningen af 2023.

Matthias Tonn, som er europæisk eksportchef for Ford, uddyber.

- Bronco er Fords mest hårdføre og alsidige terrængående bil. Vi har skabt et nyt terrænikon ved at kombinere bilens originale DNA med de nyeste teknologier og tilbehør indenfor terrænkørsel, siger Matthias Tonn.

Den firehjulstrukne model er på visse områder en konkurrent til den noget rustikke Jeep Wrangler, hvor Bronco dog er en tand mere raffineret i undervognen. Mens Wrangler hviler på en klassisk chassisramme, har Bronco uafhængige hjulophæng, hvilket burde borge for mere komfort. Herhjemme vil Land Rover Defender f.eks også være i sigtekornet.

Kan skilles ad

Bronco findes som todørs, der måler 4,41 meter, og med fire døre, som rammer 4,81 meter. Det er den fire dørs version, der kommer til Europa. Lene Dahlquist, som er pressechef hos den danske importør, glæder sig over, at Ford Bronco kommer til Danmark. Men hun konstater også, at det er model for de få.

- Det er en bil, som vi rigtig gerne vil have. Men det er også en niché-bil. Det handler meget om, hvilke priser, vi kan få bilen til, og hvor mange vi kan få til landet, siger Lene Dahlquist.

På hjemmemarkedet er der foreløbig tre benzinmotorer i programmet, mens der gisnes også om en elektrisk version. Her er tale om en firecylindret 2,3 liters turbomotor med omkring 300 hk, en sekscylindret 2,7 liters turbo rækkemotor med omkring 330 hk og en 3,0 liters V6 turbomotor med over 400 hk. Ford har ikke oplyst, hvad vi får at motorer.

Alle modellerne har naturligvis firehjulstræk og automatgear. Men der findes en lang række varianter med forskelligt trim, der strækker sig fra Base til Badlands.

Lige som i Jeep Wrangler, kan karosseridelene i Bronco afmonteres. Det kan f. eks være bilens døre eller tag, så offroaderen kan forvandles til en sommerbil. Frontgitter, kofanger og selv hjulkasserne kan afmonteres, hvis de kan skades ved terrænkørsel.

Mange terræn-opsætninger

Ford introducerede terrænsystemet G.O.A.T (Goes Over Any Type of Terrain), da Bronco’en blev relanceret for et par år siden. Det omfatter syv køretilstande, der bl.a. kan klare terræn som mudder/rødder, sand og Baja-ørken kørsel. Differentialespær på baghjulene er standard, mens man kan tilkøbe differentialespær på alle fire hjul samt et ”anti-roll” system.

I kabinen er det også lagt vægt på det ultra-praktiske. Her er Neopren-sædebetræk, der giver optimal beskyttelse under hårde terrænforhold, mens tagræling og særlige holdere til bilens tag og bagklap gør det nemmere at transportere udstyr som ski, cykler og tagbokse.

Inden døre er der dog moderne infotainment, hvor skærme på otte tommer og 12 tommer giver adgang til Fords nye Sync4-system med trådløse softwareopdateringer. Apple CarPlay og Android Auto er standard sammen med 10 B&O-højtalere samt subwoofer.

Som en gimmick findes skjulte detaljer, der hylder Bronco’ens arv og som er designet til at blive opdaget, når bilen bruges. Det er små ”easter eggs” i form af skjulte Bronco-logo’er, en flaskeåbner indbygget i interiøret og skjulte GPS-koordinater til steder, der spillede en særlig rolle under Bronco’ens tilblivelse.

Danske priser og udstyr kommer tættere på lanceringen.

Ford Bronco
  • Blev lanceret som en SUV med to døre i 1966. 
  • Den blev produceret i flere generationer frem til 1996. 
  • Modellen blev relanceret i 2020. Den kommer nu i to længder med to eller fire døre.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden