Fodbold

Ildsjæl hædret af danske trænere

Poul Erik Mark overrasket på Ydby Stadion

Poul Erik Mark, til venstre, var meget overrasket over hæderen. Til højre Johnny Kristensen. Foto: Peter Mørk
Poul Erik Mark, til venstre, var meget overrasket over hæderen. Til højre Johnny Kristensen. Foto: Peter Mørk Foto: Peter Mørk

SYDTHY: Poul Erik Mark, formand for Sydthy Boldklub, fik sig noget af en overraskelse, da han i går eftermiddag skulle gøre sit U8 drengehold klar til kamp. Inden kampene ved ministævnet kunne sættes i gang havde Johnny Kristensen, Hurup, næstformand i Dansk Træner Union, lige en sag, han skulle have klaret.

Johnny Kristensen var mødt op sammen med en stor flok forældre og andre med tilknytning til klubben for at hylde Poul Erik Mark. Den eneste, som ikke vidste, hvad der skulle foregå, var hovedpersonen selv. Dansk Træner Union havde besluttet, at Poul Erik Mark skulle hædres med titlen ”Månedens ildsjæl”.

- Vi hædrer omkring seks gange om året en person, som gør en stor indsats i de danske fodboldklubber, fortæller Johnny Kristensen, som står for overrækkelserne i Jylland, mens formanden tager sig af Øerne.

- Det er dejligt at komme rundt til klubberne og give de mange ildsjæle et skulderklap, siger Johnny Kristensen.

Det er klubberne selv, som indstiller ildsjæle til hæderen.

- Her i klubben har I en rigtig ildsjæl. Han er formand, han er træner, han hjælper til i cafeteriet, hjælper med opkridtning af baner osv. Jeg er glad for, at jeg kan give Poul Erik Mark hæderstitlen ”Månedens Ildsjæl”, sagde han til Poul Erik Mark og de mange, som var mødt op på stadion i Ydby.

- Der tog du godt nok fusen på mig, lød det fra en meget overrasket Poul Erik Mark, da han blev kaldt hen til Johnny Kristensen for at modtage den medfølgende gave - en sportstaske med sportstøj.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden