Ildsjæle har nu reddet byens købmand
Stor lokal opbakning og kontante bidrag sikrer den fortsatte drift af købmandsbutik i Serritslev
SERRITSLEV: - Jeg er rigtig glad for, at vi kan få lov til at fortsætte, for vi er jo ikke helt i mål med vores planer endnu, siger købmand Peter Baltzer Andersen, der sammen med sin kone Luise står bag købmandsdisken i Købmandsgården i Serritslev.
Det har parret gjort siden oktober 2016, hvor lands- byens cirka 500 indbyggere stod til at miste deres lokale dagligvareforretning, idet den daværende købmand valgte at stoppe.
Men med lokale ildsjæle i spidsen blev der lavet en økonomisk redningsplan for et år med Peter og Luise Baltzer Andersen bag disken.
Her i oktober er året gået, og det nye købmandspar skulle afgøre, om de havde lyst til at fortsætte.
- Vi lægger godt nok rigtigt mange timer i butikken, men vi trives også godt med det og kan lide snakken med kunderne. Og så er der jo mange ildsjæle og stor opbakning, så vi fortsætter, siger Peter Baltzer Andersen.
Samtidig med købmandsparrets overvejelser om fremtiden, skulle byens borgere afgøre, om der fortsat er den nødvendige, frivillige og kontante opbakning til ønsket om at bevare købmandsforretningen.
Anparter og støttebeviser
Hvis købmandsforretningen skulle bevares, ville det være nødvendigt at købe bygningen for 1,1 mio. kroner og placere den i et ejendomsselskab, som så lejer lokalerne ud til købmanden.
- Vi er oppe på 550.000 kroner, så der er solgt rigtig mange anparter og støttebeviser. Med de penge i hånden samt velvilje og en kassekredit fra Sparekassen Vendsyssel er det nu lykkedes at købe bygningen. Og det er lidt på trods af kreditforeningerne, som ikke ville noget, fortæller smedemester Jens Andersen, Serritslev, der sidder i den arbejdsgruppe, som har koordineret indsatsen for at bevare byens købmand.
- Der er lavet med et budget, så gælden skulle være væk efter en syv-otte år, og vi er utroligt glade for, at det er lykkedes. Det er stadig vigtigt, vi husker også at handle lokalt, siger Jens Andersen.
Sådan en ganske almindelig tirsdag formiddag er der ellers en del kunder i købmandsbutikken, der ikke handler lokalt. Flere er nemlig fra Hjørring, Poulstrup og Vrå, fortæller de. Og det glæder købmanden.
Lokale leverandører
- Min kone og jeg forsøger at gøre meget for at kunderne kommer igen. Både de lokale kunder og dem, der kommer fra andre byer og oplandet. Vi vil gerne udvikle butikken og satser på flere lokale leverandører. Vi har f.eks. oste fra Sønderhaven Gårdmejeri, æg fra Bøgebæk Økologi i Tårs og lækkerier fra Hybengården i Sterup. Desuden har vi frisk brød fra Konditorbageren i weekenden, fortæller Peter Baltzer Andersen, som efter at have moderniseret indgangen til butikken - og fået opbakning til at fortsætte - gerne vil have malet lidt og udbygge grøntafdelingen, også gerne med flere varer fra de lokale leverandører.
På tegnebrættet er også en plan om at lave en fredagsplatte med f.eks. lækkert pålæg, oste og brød. Butikken ændrer i øvrigt ikke åbningstiden, som er 7 til 20 på hverdage og 8 til 20 i weekenden.
- Da sover vi længe, smiler Peter Balzer Andersen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.