Erhverv

Indtægter rekordstore i Klim Sparekasse

Men overskuddet før skat faldt sidste år, viser årsregnskabet

Arkivfoto: Michael Bygballe
Arkivfoto: Michael Bygballe Michael Bygballe

Opdateret kl. 14:10

KLIM: Nordjyske Klim Sparekasse fik sidste år et overskud før skat på fem millioner kroner.

Det er et fald på 1,3 millioner kroner i forhold til 2014, som var præget af en stor positiv kursregulering på beholdningen af værdipapirer.

Alligevel betegner sparekassens direktør, Henrik Agesen, sidste års resultat som ”meget tilfredsstillende”.

Sparekassens netto rente- og gebyrindtægter er steget med knap en procent til 16,5 millioner kroner, det hidtil største tal i sparekassens historie.

Nedskrivninger voksede

Sparekassens erhvervs- og privatkunder mærker fortsat de svage samfundskonjunkturer, og derfor voksede nedskrivningerne på svage udlån en smule i løbet af 2015.

Sparekassens beholdning af værdipapirer udgør med udgangen af 2015 i alt 150 millioner kroner.

Langt størstedelen af dette beløb er placeret i korte obligationer med lav risiko. Klim Sparekasse investerer ikke i pantebreve og valuta.

Udlån falder og indlån stiger

Sparekassens udlån er faldet med en procent til 151 millioner kroner.

Tilbagegangen skyldes en kombination af generel tilbageholdenhed med låntagning i samfundet og kundernes flytning af gæld til lavtforrentede kreditforeningslån.

Indlånet er steget med 10 procent til 325 millioner kroner.

Sparekassens solvens udgør herefter 21,9 procent ved udgangen af 2015.

Solvensbehovet - minimumskravet til solvens - er på 11 procent.

Det betyder, at Klim Sparekasse har en overdækning i solvens på næsten 11 procent i forhold til lovgivningens krav.

Klim Sparekasse har 3550 kunder og 1150 garanter.

Gå til relaterede emner

Forsiden